Bornholmerure - et rigtigt eventyr 

I museets udstilling med bornholmerure kan både opleves de mange flotte ure, de forskellige typer og to værksteder med redskaber og udstyr til fremstilling af de berømte bornholmerure.
Eventyret starter i 1744, hvor et hollandsk skib strander ud for kysten mellem Rønne og Hasle. Både besætning og lasten bjærges i god behold og ikke mindst lasten af engelske standure er interessant. De er godt nok våde og medtagede, men nogle dygtige trædrejere bliver sat til at rense og reparere urene og de bliver så begejstrede for disse ure at de selv starter en produktion. Og på den måde kom der gang i produktionen af ure på Bornholm. Denne produktion udviklede sig med mange urmagere på øen og i 1840erne var man oppe på at afsætte tæt på 2000 ure om året, derefter faldt produktionen støt og roligt idet importerede industrifremstillede ure udkonkurrerede håndværket. I begyndelsen af 1900tallet var håndværket næsten helt uddødt og kun nogle ganske få holdt liv i den eventyrlige produktion af bornholmerure. De første urmagere var brødrene Arboe og brødrene Henrichsen samt Hans J. Marcher, Claus Jørgensen Bohn og Peter Ipsen. Senere kom den dygtigste urmager til nemlig Jørgen Peter Arboe, som var søn af Peter Arboe og havde stået i lære hos både faderen og onklen.

                 
Klik og få vist et detaljeret billede af de udstillede genstande.
Håndværkerne dannede et urmagerlav som ikke var godkendt af myndighederne og det afløstes af "Rønne Uhrmagerinteressentskab" som sikrede en kvalitetsmæssig god produktion og en stabil afsætning i København. Dette selskab virkede fra 1821 til 1894 hvor der var så få urmagere tilbage at selskabet opløstes. Læs mere detaljeret om dette helt særlige bornholmske håndværk i museets ur-udstilling.