Historien startede allerede i 1875:
I november 1875 meddelte borgmester i Rønne, Valdemar Olivarius (1834-1912), at andre også søgte om koncession (eneretsbevilling) til anlæggelse af en jernbane og at man derfor indtil videre satte sagen i bero indtil koncessionen var meddelt. Desuden var Amtsrådet, som udvalget havde søgt om støtte til sagen, også tøvende. Dog tilbød amtet at støtte planerne året efter med 1000 kroner, knap en tredjedel af det ansøgte beløb. Man mente, at de berørte kommuner også skulle hjælpe til.

Men folk i Rønne var utålmodige. Derfor indbød Glæsner og Petersen til aktietegning i januar 1876 til en første sektion af banen: ”Rønne-Aakirkeby med Sidebane til Almindingen”. Men på et nyt møde i februar samme år blev sagen stillet helt i bero

Det er interessant, at andre kræfter samtidig arbejdede på etablering af Østbornholmske Dampskibsselskab. Man må tolke det første forgæves jernbaneforsøg således, at Rønne, som ønskede en styrkelse af det relativt nye Dampskibsselskab af 1866 med en central jernbanelinie var oppe imod Østbornholm og en indflydelsesrig kreds af velhavende landmænd. De sidste sejrede, de ønskede at styrke og udbygge de bornholmske havne.

C.F. Glæsner var civilingeniør fra København. Har var bl.a. som mellemmand inddraget i Allinge-Sandvig Kommunes salg af Hammeren til den tyske grosserer Martens i 1874-75, samme periode som tankerne om øens første jernbane blev til. Men det er en helt anden – og også meget spændende historie!

I 1884 blev der igen arbejdet med jernbaneplanen. Et udvalg havde audiens hos indenrigsminister Hilmer Finsen (1824-1886). Han lovede at lade Statsingeniøren afsætte en banelinie. Men det skete aldrig. Hvorfor? Svaret finder man måske også i arkiverne?