Afviklingen 1997-2014

1990'erne var præget af storproduktion og løbende leverancer til Storebælt. Det var også den periode, hvor man måtte afvikle og lukke bruddene.

  • Vang Granit 141208 19
  • Vang Granit 141208 8

Op og ned...

Da der faldt afgørelse i den verserende fredningssag i 1997, markerede det begyndelsen til enden for granitbrydningen i Vang. De restriktioner, som virksomheden blev pålagt, gjorde det umuligt at få virksomheden til at løbe rundt.

NCC takkede nej til en ordre på materialer til Øresundsforbindelsen. Med den svenske krones fald, blev priserne for lave. Desuden ville leverancen kræve en omfattende investering, der ikke ville kunne tjenes hjem på det lave prisniveau.  

Afgørelsen indebar, at NCC, som ejede bruddet, ikke længere måtte udskibe granit på alle tider af døgnet. Det betød, at det ikke længere var muligt at konkurrere med de norske og svenske stenbrud.

Samtidig var de tyske havne blevet udbygget, og kunne nu modtage skibe med større lastekapacitet end man kunne laste i Vang. Det ophævede de fragtmæssige fordele for bruddet, og granitbrydningen ophørte i Vang og Almeløkken.

Kort efter den mest omfattende produktionsperiode i bruddets historie, måtte stenbruddene i Vang og Almeløkken lukke ned. Det store skærveanlæg blev solgt til en tysker, som satte det op i den sydlige del af Polen. 

 

... Og op igen

Efter at produktionen i bruddene ophørte, solgte man ud af den granit, der allerede var blevet brudt. Der var stadig 2 mand ansat til at passe bruddet og sørge for det praktiske. NCC holdt bruddet åbent, da de håbede at kunne levere sten til en kommende forbindelse mellem Lolland og Femern.

Det viste sig dog snart, at det ikke ville være en mulighed, og man begyndte at rydde op i 2004. Året efter lukkede man ned, og i 2006 overgik området til Bornholms regionskommune. Nu er bruddet omdannet til et rekreativt område med mulighed for at nyde ro og fred i omgivelser, der engang var præget af larm og hektisk industri.

Ringebakkerne - Kort med Stinettet
Ringebakke Kort Til Hjemmeside
Ringebakkerne - Kort med Stinettet