En glemt folkloristisk boghandler og kunstner, Johannes Marcker

Fund fra ”Marckergården” i Nexø

  • Huggehus
  • Skitse1
  • Skitse2

Skitse af Johannes Marcker fra Marckergårds-samlingen. Et huggehus i Nexø. 

Bornholms Museum fik for en del år siden mængder af genstande, tekstiler, papirer, fotografier og meget mere fraFunFundd ”Marckergården” i Nexø. Flere års besøg i gården, som ejes og værnes pietetsfuldt af familien, har været med til – foreløbigt i småbidder - at afdække en Nexøfamilies historie fra slutningen af 1700tallet og i virkeligheden helt frem til nu.
Alt synes at være blevet gemt. Og stadig dukker der ting op i arkivkasserne, som endnu ikke har været undersøgt tilstrækkeligt.
Det vi kunne kalde stamfaderen (selv om der er spændende tråde længere tilbage) er købmand, kæmner og sparekassebogholder i Nexø, Jens Andreas Marcker. Han var gift med Anne Fogh. De fik otte børn mellem 1850 og 1866. Den yngste var Ludolph Marcker, hvis historie som apoteker og guldgraver i Australien, har været vist som en udstilling på museet og er beskrevet i museets årsskrift 2004-2005, i artiklen ”Konsulen fra Sydney”. En søster, Jenny Marcker, var familiens ”arkivar” og samler med stor interesse for antikviteter. Hun indrettede sit barndomshjem, hvor hun boede hele livet, som et museum. Hendes samling af fine velbevarede dragter har også været vist på museet.

Ludolph og Jenny Marcker havde en bror ved navn Jørgen Johannes Adam Marcker, født 1853. Han var udlært som kommis i Næstved 1868-73; gik på Kunstakademiet i København 1873-1876, men uden at tage afgang. Han var leder af og lærer i tegning ved Nexø Tekniske Skole 1878-90. Han blev gift i 1881 og supplerede sine indtægter som boghandler i byen 1882-1891; i 1892 flyttede han til København, hvor han var boghandler indtil 1907. Johannes Marcker døde i 1917.
Bornholms Kunstmuseum har for flere år siden erhvervet fire arbejde af Marcker, malet i årene 1874-1875. Billederne kan man betegne som et sent romantisk genremaleri – med folkloristiske skildringer af bornholmernes liv. I dag vil mange have en tegning af Johannes Marcker i deres bogreol. Hvis man tager Jørgen Klindt-Jensens bog fra 1971 om Nexøs historie indtil 1800 frem, vil man se, at omslagsillustrationen skyldes Johannes Marcker.

I Marckergårdssamlingen ligger en mappe med enkelte skitser og øvelser af Johannes Marcker, som viser hvordan hans streg var. Et par af dem vises her. De er helt i tråd med det der skete på Kunstakademiet dengang, med et glimt i øjet, karikaturen lå lige for. Det helt store talent var det ikke, hvilket Johannes Marcker, som ovenfor beskrevet, selv tog konsekvensen af.