En rigtig skat udstilles på Bornholms Museum

Sølvskatten udstilles permanent på museet

  • Guld 3

I forbindelse med de mange spændende arkæologiske fund i den bornholmske natur, har museet haft det problem, at vi havde svært ved at opfylde de sikkerhedsmæssige krav, hvis disse gyldne fund skulle udstilles på museet. Vores guldfund (guldgubberne og guldbrakteaterne) er sikret efter alle kunstens regler, men vi har ikke plads til at udstille flere nye guldfund og store skattefund i de eksisterende montre. Museet har igennem flere år forsøgt at opnå Nationalmuseets tilladelse til at udstille Pæregårds-skatten, der med 950 mønter og 121 stykker brudsølv, er et af de største sølvfund som kendes fra øen. Skatten er formentlig kort efter 1024 blevet nedsat i et lerkar i eller tæt ved en gård 500 meter NØ for Ols Kirke. I disse Tempelridder Skatte-tider kan Bornholms Museum faktisk udstille den ægte vare. Skatten blev genfundet i november 1993 og straks overleveret til Nationalmuseet, hvor brudsølvet blev behandlet på Danmarks Oldtid, hvorimod mønterne der sorterer under Møntsamlingen endnu ikke blevet bestemt.
Vi har nu en sikringsmontre i udstillingen, takket være økonomisk støtte fra Sparekassen Bornholms Fond, der opfylder de krav der skal til for at udstille de værdifulde fund. Den store sølvskat kan derfor ses på Bornholms Museum.