Lidt om udgravningen på Bornholm direkte på DR1

Våde vikinger på Bornholm.

  • Bmr3709x695a
  • Bmr3709x695
  • Dirhemerskovsholm

Det var et skønt vejr det meste af dagen, den dag, lørdag d. 15. august, da DR TV’s store satsning skulle løbe af stablen på en mark ved Nexø på Bornholm. I den bedste sendetid, DR 1, skulle der sendes direkte fra en arkæologisk udgravning. Man håbede at finde resten af en stor skat fra vikingetid, som en af Bornholms ihærdige detektor-amatører, Klaus Thorsen, havde fundet, skatten fra Skovsholm. Hidtil var mere end 150 arabiske sølvmønter fundet. Men der skulle ske meget andet i løbet af udsendelsen. ’Vikinger’, var rejst til Bornholm, bl.a. deltagere i Moesgaards vikingemarked, og en hel lille vikingeby var bygget op med telte og boder, med bueskydning, smedning, og grillstegning. Der skulle fortælles om danefæ, om vikingerens verden, om metaldetektorer og om udgravningen.      

Jeanette Varberg, museumsinspektør på Moesgaard Museum og den, som skriver disse linjer, medvirkede i udsendelsen. Vi skulle se på de fund, som måtte dukke frem af Bornholms muld, så rig på skatte, så rig på danefæ. Ved middagstid var det pragtfuldt solskinsvejr. Jeanette og jeg gik en lille tur op til en af de smukke gravhøje, der kroner landskabet. Herfra kunne vi se forberedelserne. Lysmaster til de kraftige lamper var rejst, sendevognen var nu klar, vikingemarkedet på plads. Men hen på eftermiddagen begyndte mørke, truende skyer at vise sig ude over Østersøen. Snart buldrede og bragede det, lynene slog ned tæt ved, regnen styrtede ned. Alle var nervøse – ville det dog ikke stoppe? Jeg er selv bange for tordenvejr. Humøret var ikke højt.

Kort før vi skulle på, stilnede regnen af. Klokken 20 kørte den direkte udsendelse. Men ak, snart begyndte det at styrte ned igen. Dog, heldigvis, lynene slog nu ned lidt derfra. For en stund måtte vi flytte ind i et af ’vikingernes’ telte. Efter en tid blev det tørvejr, og vi kunne flytte ud igen. Udsendelsen blev gennemført, det lykkedes! Til trods for nervøsiteten holdt vi masken. Men sjovt var det ikke. På et tidspunkt, da regnen var stilnet af, mens der blev sendt et tidligere optaget indslag om Nationalmuseets fineste stykker danefæ, tillod jeg mig at prøve med en lille vittighed, dér hvor ’vikingerne’ var ved at stege et lam på spid. Jeg foreslog, at lammet var blevet lynstegt. Ingen lo. Vildt våde vikinger værdsatte ej vitsen.

Vi havde håbet, at der i løbet af udsendelsen ville dukke mere op af møntskatten. Det gjorde der ikke. Jeg kan fortælle, at Finn Ole Nielsen, Bornholms museum, i de følgende dage med sit udgravningshold har prøvet andre muligheder for, hvor resten af skatten kunne være begravet. Ej heller her var der gevinst. Dette resultat skal imidlertid ikke opfattes som noget negativt, tværtimod. Klaus Thorsen må med sin detektor have fundet hele skatten, som er blevet splittet af ploven. Et par dage før udsendelsen, da udgravningsfeltet skulle gøres klart, fandt Klaus Thorsen nogle flere arabiske sølvmønter i den løse jord. To af dem ser vi her. Den ene er slået i Teheran under den legendariske kalif Harun-al-Rashid. 

Der blev faktisk fundet noget i udgravningen, mens der blev sendt direkte, nemlig en stor lansespids fra jernalder eller vikingetid. Det var en god oplevelse at stå med dette våben i hånden, mens der blev sendt direkte. Dette fund gav den autentisitet, som man havde ønsket sig. Nye spørgsmål meldte sig: Hvad laver lansespidsen her på en boplads? – Blev den ofret til højere magter? – er vi på sporet af et våbenofferfund? – eller måske overfald og krig?

Flemming Kaul, DMO.   

Illustrationstekst: To arabiske sølvmønter, fundet et par dage før udsendelsen. Bestemmelse og foto: René Laursen, Bornholms Museum.