Guldmænd fra Smørenge

To guldmænd og en fræk guldgumma fundet i Smørenge

  • Lillemand
  • Guldmandli

For nylig har dygtige detektorførere fundet endnu to små guldmænd i Smørenge, så det samlede antal nu er oppe på fire. Figurerne, som er fundet med få meters afstand, er med stor sandsynlighed nedlagt samlet for omkring 1500 år siden. De vejer begge omkring 1,3 gram. Der er sandsynligvis tale om mandsfigurer, da der ikke er noget feminint over dem. Det er der til gengæld over en guldgumma – en kvindelig guldgubbe, som ikke skjuler noget. Denne usædvanlige guldgumma blev sandsynligvis ofret med et ønske om frugtbarhed. Figuren vejer blot 0,11 gram. De nye fund vil blive udstillet sammen med den lidt større guldmand, som blev fundet i marts. Nyt på museet
Se en lille udstilling af fund gjort af de bornholmske fritidsarkæologer. Der er primært tale om såkaldt danefæ, det vil sige metalgenstande fra jernalder, vikingetid og middelalder. Fundene er udstillet i en montre i det første udstillingslokale, hvor stenalderen også befinder sig.

Tre hylder – Smørenge, konserverede ting der er kommet retur fra Nationalmuseet og nyligt fundne genstande der skal til Nationalmuseet for bestemmelse og konservering.

På den nederste hylde er fremlagt fund fra den store jernalderboplads i Smørenge, opsamlet gennem snart 30 år, herunder et stort antal farvestrålende glasperler.

På den mellemste hylde kan ses konserverede genstande, som for nylig er kommet tilbage fra Nationalmuseet.

På den øverste hylde ligger nyligt indkomne metalfund, som er på vej til Nationalmuseet. Her er også et lille udvalg af overfladefund, hvilket vil sige, genstande som kan opsamles på bopladserne, såsom keramik, sten og perler.