Guldkvinde fra Smørenge

Usædvanlig kvindefigur fundet i Smørenge

  • Guldkvinde
  • Smorenge Guldkvinde

Guldkvinde fra Smørenge

Tre fritidsarkæologer var i begyndelsen af maj på en mark i Smørenge med deres metaldetektorer. Efter kort tid måtte de spærre øjnene op ved synet af en lille nøgen kvindefigur af guld, som kom frem af mulden. Trods en højde på kun 4,2 cm og en vægt på kun 3 gram er den lille statuette udført med stor omhu og mange detaljer. Tilsvarende nøgne kvindefigurer kendes ikke i forvejen, de nærmeste paralleller findes blandt guldgubberne. Det mest usædvanlige ved figuren er den svajede ryg med 10 fremstående ”tænder”, hvilket ikke er set før.
Guldkvinden er den femte i rækken af små menneskefigurer fra Smørenge, som er fundet siden 2009. De første fire forestiller antagelig alle mænd. På samme mark er også opsamlet en del guldgubber, som ellers bedst kendes fra Sorte Muld ved Svaneke. Genstandene er antagelig lagt ned som små ofre ved en helligkilde for omkring 1500 år siden.
Kvindefiguren er så usædvanlig, at tidsskriftet Skalk har valgt at præsentere hende i deres juni-nummer. Sommeren over vil det være muligt at se guldkvinden og de senest fundne guldgubber på Bornholms Museum.

Foto: René Laursen, Bornholms Museum