Polens historie
Polens historie er lang og spændende. De første spor af mennesker på det nuværende polske territorium stammer fra ca. 400-500.000 f. Kr. (homo erectus). Rester af neandertaljægere (ca. 200.000 - 40.000 f. Kr) er fundet ved Kraków. Ca. 4.500 f. Kr. begynder man at dyrke jorden, udvinde flint samt at fremstille keramik. I årene 600-500 f. Kr. byggede man store forsvarsborge. Den bedst bevarede er Biskupin ved Poznan. Fra ca. 300 f. Kr. kan man spore en stor keltisk indflydelse på kulturen. Dette skyldes en gruppe keltere, der bosatte sig i Polen. I samme periode begyndte man også at producere jern. De polske territorier var i en livlig kontakt med Romerriget fra omkring år 0.

Polens historie som stat begynder i 900-tallet, da polanerne (deraf navnet ”Polska” eller Polen) og andre vestslaviske stammer i området mellem floderne Wisla (Weischel), Warta og Notec i 966 blev enige om at forenes under én hersker og blive kristne. Den første hersker blev Kong Mieszko I af Piastdynastiet. Han erobrede Vestpommern og stoppede tysk ekspansion, idet han vandt slaget ved Cedynia i 972.

Ikke kun tyskere angreb Polen. I 1241 blev mongoler fra Asien besejret. De kom dog tilbage i næste århundrede og forsøgte på ny at erobre dele af Polen. I 1230 kom ”Den tyske Ridderorden”. De var inviteret til Polen af fyrsten af Mazovia for at bekæmpe de hedenske prusere - et gammelt folkeslag, der boede på det der senere blev østpreussiske territorium (deraf navnet på regionen – Preussen). De skulle også erobre dette område for polakkerne. Den tyske ridderorden fik et landområde i Polen, hvor de kunne bosætte sig. Bagefter førte ridderne en meget aggressiv politik over for Polen. De besatte bl.a. en del af Polen. Gennem krige og arv blev det polske rige splittet, men blev igen forenet i midten af 1300-tallet.

Piastdynastiet faldt i 1370 sammen. I 1385 indgik Polen en personalunion med det jagellonske dynasti i Litauen. Det polske rige strakte sig nu fra Østersøen til Sortehavet, og man var endelig i stand til at bekæmpe sin ærkefjende – Den tyske Ridderorden – ved slaget ved Grunwald (Tannenberg) i 1410.

I middelalderen og renæssancen blomstrede Polen videnskabeligt og kulturelt. Universitetet i Kraków (grundlagt i 1364) – der var hovedstad – var centrum for polsk videnskab med Nicolaus Copernicus (Mikolaj Kopernik) i spidsen. Bøger kom på polsk i stedet for latin, som var de lærde og kirkens sprog. Også polsk kunst og arkitektur havde gode tider. Periode kaldes ”Polens gyldne tid”.

I 1200-tallet indvandrede en del fremmede folkeslag, og i 1300-tallet erobrede man mere land mod øst. Polen blev derfor et land med flere religioner og sprog. Tyskerne udgjorde den største gruppe. De var bønder i Schlesien og Pommern og borgere i de større byer. En del blev ”poloniseret”, men i dele af Schlesien og Vestpommern var tyskerne i flertal. I den sydøstre del af Polen indvandrede bl.a. rumænere. I byerne i det østre Polen kom armenere, hvorimod jøder bosatte sig i hele Polen. På trods af den katolske kirkes magt i landet fik folk lov til at udøve deres egen religion. Man havde brug for dygtige håndværkere m.fl.. Folk, der blev forfulgt p.g.a. deres tro, slog sig derfor ned i Polen. Religionsfrihed blev officielt fastslået i Warszawakonføderationen fra 1573.

Fra midten af 1500-tallet var Polen i lange stridigheder med Sverige om herredømmet over Østersøen. I 1587 valgte polakkerne Sigismund Waza, søn af den svenske konge Johan III og Katarina Jagellonica til polsk konge under navnet Zygmunt III Waza. I 1592 blev Sigismund også konge i Sverige. I 1596 flyttede han Polens hovedstad fra Krakow til Warszawa. Han blev afsat i 1599. Sveriges angreb Polen med så mange soldater, at det er blevet kaldt ”den svenske oversvømmelse”.

Polen blev i 1600-tallet endnu mere svækket af krige og interne uenigheder. Samtidig blev Polen (som resten af Europa) truet af både kosakker, russere og tyrkere, som alle forsøgte at erobre landet.

På trods af mange spektakulære sejre over disse fjender (slaget mod tyrkerne ved Chocim i 1621 og 1673 samt sejren over tyrkerne ved Wien i 1683 under Kong Jan III Sobieski) blev Polen mere svækket af indre splid. Samtidigt blev Polens nabolande Rusland, Østrig og Preussen stærkere. I 1732 vedtog de tre lande ”De tre sorte ørnes Traktat”, hvor de gav sig selv retten til at vælge polsk konge.

I 1772 mistede Polen en tredjedel af sine territorier til Preussen, Østrig og Rusland (Polens første deling). I 1793 blev Polen reduceret med endnu en tredjedel. I 1794 brød en opstand ud mod besættelsesmagterne. Polens nationalhelt, Tadeusz Kościuszko (som i 1775-1784 havde kæmpet for USAs selvstændighed) ledte oprørerne. Oprøret blev brutalt knust, og i 1795 delte Preussen, Rusland og Østrig den lille rest, der var tilbage af Polen. Polen forsvandt helt fra landkortet.

En del af oprørerne sluttede sig til Napoleon i håb om at genvinde Polen. Under general Jan Henryk Dąbrowskis ledelse dannede de polske officerer, der havde deltaget i Kościuszkos oprør, legioner i Italien. Disse legioner kæmpede sammen med Napoleons soldater mod bl.a. Østrig og Rusland. Deres kampsang -  Dąbrowskimazurkaen - blev senere Polens nationalsang. I 1807 oprettede Napoleon storhertugdømmet Warszawa. Ved Wienerkongressen i 1815 fik størstedelen af kongeriget Polen ("Kongrespolen") en liberal forfatning og egen hær, men med den russiske zar som overhoved. Man oprettede også en Krakówrepublik og Poznańfyrstendømmet. Alle tre områder fik delvist selvstyre med polsk administration og uddannelsessteder.

I 1830 var der et militæroprør i Warszawa (Novemberoprøret). Det mislykkedes. Kongrespolen tabte sin selvstændighed og mange af deltagerne i oprøret blev deporteret til Sibirien. Både Kongrespolen og Poznańfyrstendømmet blev formelt underordnet Rusland og Preussen (Krakówrepublikken eksisterede helt frem til 1846). Mange polske politikere, poeter og musikere (bl.a. Frederic Chopin) emigrerede, hovedsageligt til Paris. I årene 1848-49 var der i hele Europa revolutionsbølger mod magthaverne. Også i Polen var der oprør - i Poznan og i Kraków - men de blev hurtigt knust.

Endnu et militæroprør mod russerne i 1863 (Januaroprøret) måtte give op efter næsten et års kamp. Ruslands undertrykkelse blev endnu hårdere: Kongrespolen blev formelt annekteret i Rusland, de tusinder oprørere blev sendt til Sibirien, deres ejendomme blev konfiskeret og deres adelstitler blev taget fra dem. Warszawas Universitet blev lukket og erstattet med en russisk højskole. Al undervisning skulle foregå på russisk. Det samme skete i den preussiske del af Polen, men med tysk som officielt sprog. I den Østrig-Ungarnske del af Polen kunne polakkerne leve mere frit. Galizien, opnåede selvstyre i 1867. Til gengæld var Galizien den fattigste del af Polen. Landbruget var umoderne. Denne del af Polen var etnisk set den mest blandede.

I 1864 blev de polske bønder frie. Sammen med de mislykkede oprør skabte dette en ny nationalitetsfølelse blandt alle sociale klasser. Langsomt gik flere grupper sammen om det, der blev kaldt ”organisk arbejde”: uddannelse (også på grundniveau) og etablering af demokratiske organisationer, mest i form af bonde- og arbejderpartier. Man organiserede en hel statsstruktur, der kunne stå parat, når Polen endelig blev frit. På trods af den hårdhændede politik over for polakkerne døde polsk videnskab og kunst ikke.

Den kommunistiske tid
De politiske modsætninger fra krigen fortsatte efter krigen. En forfalsket folkeafstemning i 1946 og et udemokratisk valg i 1947 gav kommunisterne den totale magt i landet. Polen kom til at hedde: Folkerepublikken Polen. Socialistiske- og arbejderpartier blev lagt sammen i 1948. Landet fik ny grundlov baseret på den sovjetiske. Planøkonomi, nationalisering og industrialisering af landet blev sat i gang. I 1949 blev Polen medlem af COMECON – handels- og samarbejdsorganisation af kommunistiske lande. I 1955 kom Polen med i den kommunistiske militærorganisation - Warszawapagten.

I 1956 oplevede Polen masseprotester mod stigende madpriser. I Poznan udviklede protesterne sig til en opstand, som blev brutalt slået ned. Resultatet: ca. 200 døde og 800 kvæstede. En ny regeringsleder startede ”den polske vej til socialismen”, dvs. reformer i stedet for nyt system. Det indebar bl.a., at man stoppede tvangskollektivisering af landbrug og accepterede – dog ikke åbenlyst - den katolske kirke (i 1961 indledte man dog en ny kamp mod kirken). I 1968 var der igen uroligheder - denne gang blandt studenterne - som svar på det mere og mere autoritære styre. Regeringen svarede igen med at nægte studenterne adgang til deres studier. For at dække over de virkelige problemer indledte regeringen en stor antisemitisk (anti-jødisk) kampagne! Det betød udrensninger af jøder bl.a. inden for Det kommunistiske Parti og universiteterne. Resultatet blev masseemigration af jøder (med salg af ”one-way ticket”) til Israel og bl.a. Skandinavien.

Utilfredsheden var dog ikke væk. I 1970 kom det til nye uroligheder blandt værftsarbejdere i Gdańsk, Gdynia og Szczecin efter stigende madpriser. I december udbrød der strejker, massedemonstrationer og gadestridigheder med påsatte brande af partikomitéer. Regeringen sendte soldater mod demonstranterne. 45 døde (i følge officielle kilder), 1.200 blev kvæstede og over 3.000 blev arresteret. Protesterne ledte til at de nye højere priser blev annulleret. Man fik ny regering.

Takket være store udenlandske lån, fra både vestlige lande og Sovjetunionen (som stadig betales tilbage) kom der investeringer til Polen og sociale reformer kunne gennemføres, bl.a. øget boligbyggeri. Indkøb af vestlige licenser øgede tilstrømning af vestlige produkter i landet. I 1976 kom den næste krise dog med strejker og demonstrationer på våbenfabrikker og i tungindustrien. Landets økonomi blev løbende forværret. I august 1980 strejkede arbejderne igen på Gdańsk værftet, under Lech Wałęsas ledelse. Denne gang krævede man dog ikke bare en ny økonomisk og social politik, men også øget demokrati. Især retten til frie fagforeninger og ytringsfrihed.

Den første organiserede opposition - Komiteen til Arbejdernes Forsvar (KOR) informerede ind og udadtil om tilstandene i Polen.

Kirkens i forvejen stærke stilling som nationalt samlingspunkt, blev endnu mere markant ved valget af den polske kardinal Wojtyła til pave som Johannes Paul 2. i 1978 og hans officielle besøg i Polen året efter. 1980 opstod en politisk fagbevægelse, der krævede frie fagforeninger og øgede politiske rettigheder. Da regeringen gav efter, oprettede man fagforeninger, der samlede sig i forbundet Solidaritet (Solidarność), som under ledelse af Lech Walesa forhandlede med regeringen. Solidarność samlede hurtigt 80 % af alle ansatte i Polen, d.v.s. over 10 mil. medlemmer. En Solidarność for selvejende bønder blev dannet med over 3 mil. medlemmer.

1981 overtog general W. Jaruzelski magten. Det år stillede kirken såvel religiøse som politiske krav. I december 1981 satte magthaverne landet i krigsretstilstand, dvs. at alle almindelige love blev sat ud af kraft og særlove blev indført. Militæret patruljerede på gaderne, telefonforbindelser blev afbrudt, arrestationer blev foretaget, censuren og udgangsforbud blev indført. Dårlig økonomi (varemangel og rationeringskort for næsten alt: kød, sukker, sko, benzin, vaskepulver, sæbe og slik inkluderet). Over 5.000 medlemmer af Solidaritet blev arresteret og sad fængslet frem til 1984 (Solidarność blev lovligt igen i 1989). Solidaritetsmedlemmer gik under jorden og forsatte med sine aktiviteter.

1990erne bød på mange nye reformer og tilpasning til vesten især EU. En bølge af strejker udbrød i 1990 som et udtryk for befolkningens utålmodighed med reformerne. Den ene regering afløste den anden. Økonomiske reformer (”chokterapi”) øgede sociale og økonomiske uligheder i samfundet. Høj arbejdsløshed førte atter til utilfredshed og strejker. Ved valget i 1993 viste flertallet af polakkerne, at de var utilfredse med landets udvikling - eller mangel på samme. En koalition af ”nykommunister” SDL og bondepartiet PSL vandt valget. Siden 1994 har en ”nygammel” kommunist og formand for SLD A. Kwaśniewski været præsident.

Polen har haft en kraftig økonomisk vækst i perioden efter 1989 og tillige mange udenlandske investorer. Den økonomiske udvikling blev dog hæmmet bl.a. af politiske uenigheder. Mest ramt er den offentlige sektor (uddannelsesinstitutioner, sygehusvæsen etc.), der mangler økonomiske ressourcer. Man oplever også store problemer med det umoderne og ineffektive polske landbrug. I 1998 startede man EU’s udvidelsesproces, hvor Polen er et af de første lande, som skal optages. Polen startede derfor en tilpasning til EU standarter. I 1999 blev Polen medlem i NATO. Polen regner med at blive medlem af EU i 2003.