Polens tre delinger i 1700-tallet (delt mellem Tyskland, Rusland og Østrig-Ungarn) medførte en sammenblanding af forskellige nationer på dét territorium, der nogenlunde er dagens Polen. Tyskland og Rusland drev en hård nationaliseringspolitik. Polsk var ikke tilladt som undervisningssprog i skolerne, heller ikke som det officielle sprog i landet. Rusland lukkede de højere uddannelser i Warszawa (både Warszawas universitet og Handelshøjskolen). Denne hårde politik ramte selvfølgelig ikke kun polakkerne men også de etniske minoriteter. I alle tre områder af det delte Polen fratog man jøderne retten til at købe jord eller at frit bosætte sig, hvor de ville. De havde også forbud mod at arbejde indenfor offentlig administration og de havde begrænset adgang til uddannelse.

Mellemkrigstiden (1920erne-1930erne) var også vanskelig for de etniske minoriteter i Polen, især for jøderne. Der var mange antisemitiske (mod-jøderne) kampagner. Regeringen så helst, at jøder emigrerede. Ukrainere og hviderussere, der var de største grupper blandt de etniske minoriteter, blev nægtet retten til selvstyre. I 1939 udgjorde de etniske minoriteter ca. 30 % af befolkningen.

Udryddelserne, de hårde kampe i de polske områder og flytningerne efter Anden Verdenskrig ændrede dette. Tyskere blev drevet tilbage til det nuværende Tyskland, og man var heller ikke barmhjertig mod etniske minoriteter i det østlige Polen. En del blev sendt til Sovjetunionen, nogle blev tvunget til at forlade deres gårde og blev transporteret til Vest- og Nordøstpolen, hvorefter det kommunistiske styre beslaglagde gårdene med argumentet ”ejerne er ikke til at finde”. Således havnede f.eks. næsten 60.000 ukrainere i Warmia-Mazury (nordøstre Polen). Resten blev placeret i sydvestre Polen og i et område ved kysten. En del af dem kaldes ukrainere, men er i virkeligheden af ”Lemk-afstamning” (En blanding af både slovakker, ukrainere og rumænere, der taler en ukrainsk dialekt) 100.000 af dem boede i sydøstre Polen.

I 1999 var der 39 mil. mennesker i Polen. Den polske grundlov garanterer etniske minoriteters rettigheder. I dag udgør polakkerne 98,7 %, ukrainere 0,6 % og andre minoriteter kun 0,7 %. Det kan dog være svært at sætte et nøjagtigt tal på de etniske minoriteter, da mange af dem opfatter sig selv først og fremmest som polakker, men med rødder i andre nationer. Den største etniske minoritet i Polen i dag er tyskerne (nogle hundrede tusinder), som nu også er repræsenteret i Sejmen, det polske parlament. Den næststørste gruppe er ukrainerne (300.000 mennesker i Polen taler ukrainsk). Der findes også en gruppe såkaldte kacheber, der bor syd for Gdansk og har sit eget sprog og kultur.

Af en stor jødisk minoritet, før krigen ca. 3 mil. (deraf ca. 800.000 i Galizien), var der kun ca. 15.000 tilbage. Kun 80.000 overlevede Holocaust samt pogromer (forfølgelser) i 1946 (f.eks. i byen Kielce i det centrale Polen). Lige efter krigen emigrerede mange jøder til Israel. Hetzkampagnen mod jøderne i slutningen af 60’erne fik også mange jøder til at flytte fra Polen. Jøder bor i dag stadig i hele Polen. En ganske stor gruppe findes i Łódź.

Andre (og mindre) etniske minoriteter i dagens Polen er romanere (sigøjnere), hviderussere, litauere, slovakker og tatarer. Det er lykkedes de fleste at bevare deres sprog, kultur og traditioner herunder religion. Hviderusserne, litauerne og tatarerne bor for det meste i Nordøstpolen og ved Polens østre grænser. Tatarerne bosatte sig i Polen allerede i 1600tallet, da de fik jorden fra den polske konge som tak for deres indsats i krig. I 1960’erne kom der en gruppe af græske flygtninge til Polen. De bosatte sig i det sydlige Polen.

Foruden næsten 35 mil. katolikker findes der i Polen ca. 250.000 protestanter (hovedsagelig evangeliske), 110.000 græsk-katolske, 555.000 græsk-ortodokse og lidt over 5.000 muslimer.