Turen til Bornholm
Turen til Bornholm foregik med tog fra Galizien siden med skib fra Kolberg (Kolobrzeg) til Nexø. Polakkerne fra Galizien var ikke vant til havet. De blev derfor ofte søsyge og bange under turen. Julie Hansen (født Mahomet Sobolta) fortalte i et interview i ugebladet “Hjemmet” i 1986, at hun troede, hun skulle dø og bad til Jomfru Maria hele vejen. På kajen i Nexø blev polakkerne stillet op og udvalgt af gårdejerne. Arbejdet, der ventede polakkerne, var markarbejde, pasning af dyrene og andet hårdt arbejde. Kvinderne/pigerne hjalp også til i huset og passede børn. Nogle fik arbejde på Hasle Klinker- og Chamottestensfabrik eller Rabækkeværket i Rønne. De, der blev på Bornholm, kom siden også til at arbejde på silderøgerier og – salterier, ved anlæggelsen af jernbanelinjer og på fosforitfabrikken i Arnager, for at nævne nogle steder.

De polakker, der blev på Bornholm, købte sig efterhånden egen gård eller husmandssted. Mændene arbejdede ofte som fodermestre. Kvinderne arbejdede hjemme eller fandt arbejde rundt om på gårdene og på silderøgerierne. En stor del bosatte sig i området omkring Pedersker. Mange polske piger giftede sig med bornholmere og stiftede familie på Bornholm. I 1950erne havde de fleste polakker på Bornholm fået dansk indfødsret (statsborgerskab).  

Efterhånden lærte de fleste polakker, der blev, sig dansk. Nogle kunne dog ikke helt slippe den polske accent. Ikke alle lærte dog at skrive og læse dansk, måske fordi skolen derhjemme ikke altid havde været lige god.

Den polske Forening foran Rosenkranskirken.

Den katolske kirke

De polakker, der var blevet på Bornholm, henvendte sig til den katolske kirke og bad om at få en katolsk præst på Bornholm.

Rosenkranskirken.

De havde ønsket sig en polsk præst, men det blev præster og nonner fra Holland, den katolske kirke sendte. I 1915 kom pastor J. Nilsen og indrettede et katolsk kapel i Østervoldgade 27 i Rønne. Året efter kom tre nonner fra ”Søstrene af det dyrebare blod”, Sct. Raphaelordenen. De indrettede missionsstation i Krystalgade 18. Her kunne man træffe præsten, få hjælp ved sygdom og sprogundervisning. Et par år senere købte man Hotel Rønne – i dag Dams Gård - og drev her et kapel og en pigeskole. Fra 1921 lå kapellet i Ll. Madsegade 14. Sankt Hyacinthus kirken blev opført i 1924 i Østergade. Søstrene fortsatte med skolen og indrettede også plejehjem (Sankt Raphaels Hvilehjem) i Ll. Madsegade.

I Aakirkeby sogn, hvor de fleste polakker arbejdede eller slog sig ned, ankom i 1916 pastor Theodorus Josephus Marie Zoetmulder.                                              Katolsk konfirmation.  

Da hans familie hørte, at han skulle til Bornholm troede de, han skulle til Borneo! Det første katolske kapel i Aakirkeby lå i Jernbanegade 36 (fra 1918). Først i 1931 byggede man en katolsk kirke – i øvrigt efter pastorens egne skitser og med bl.a. hollandske penge. Pastor Zoetmulder lærte sig hurtigt dansk og polsk og kunne således hjælpe polakkerne i deres hverdag. En anden hollandsk nonneorden Sct. Hedvigordenen etablerede sig i Aakirkeby i 1925. De drev børnehave (fra 1942), skole, pensionat og plejehjem. Børnehaven var for alle børn. Den blev statsanerkendt 1945 og kommunal i 1965. Også plejehjemmet blev efterhånden overtaget af kommunen og flyttet.

I dag findes kun Sct. Raphael, ”Søstrene af det dyrebare blod”, i Rønne. En præst kommer hver lørdag fra den katolske kirke i København og holder messe i Rønne og Aakirkeby. I dag tæller menigheden omkring 50 personer.

Den katolske skole på udflugt til Brændesgårdshaven.

Integration
Dårlige bo - og arbejdsforhold, trakasserier af de polske piger fra bornholmske mænd samt lettere mobning i skolen var nogle af de problemer polakkerne stødte på. Men i modsætning til vore dage ser det ikke ud til, at polakkerne har haft større vanskeligheder med at glide ind i det bornholmske samfund. De har levet under samme hårde forhold som mange bornholmere. En del polske kvinder giftede sig med bornholmere. Heller ikke polakkernes katolske tro synes at have stødt på modstand, selvom den katolske kirke lægger stærkt vægt på at missionere. Man skal dog ikke tro, at der ikke var problemer. De interview Bornholms Museum har foretaget er langt fra mange nok til at sige noget helt præcist. Førstehåndskilderne – de polakker der kom herop - er alle døde. De, der oplevede problemer, har højst sandsynligt ikke fortalt det videre, enten fordi de ikke ville sige noget dårligt om deres nye land, ville glemme eller havde glemt det. Mange steder skiltede man ikke ligefrem med, at man var polak. Nogle har også holdt sig for sig selv eller til det polske samfund.

Kontakt til Polen
Avisartikler og informanter fortæller at kontakt til hjemlandet ofte hurtigt ophørte. Årsagerne kan være mange:
Dårlige læse- og skrivefærdigheder, Første Verdenskrig og de deraf følgende nye grænser, Anden Verdenskrig, den kolde krig osv. Flere havde dog kontakt med hjemlandet helt op til Anden Verdenskrig. Efter Anden Verdenskrig kunne det være problematisk for familien i Polen/Sovjetunionen at modtage post/pakker fra vesten. Folk kunne blive generet, få dårlige jobs m.m.. Flere efterkommere har - med og uden held - forsøgt at opspore familie i Polen, Sovjetunionen, Hviderusland og Ukraine). Familien til Anna Foto af Rozalia J. Babezas polske familie.
Kasanowska, som man kan læse om under historier, har dog i 2001 igen fået kontakt til familien i Polen.