Polakker fik arbejde i landbruget, på teglværker, ved tørvegravning, ved anlægning af veje og jernbaner. Af de polakker, der kom til Danmark i slutningen af 1800-tallet, fik de fleste arbejde i landbruget. Danskeres emigration til bl.a. Amerika, flugten af især unge mennesker fra landet til byerne og nye afgrøder i landbruget skabte mangel på arbejdskraft på landet. Det område i Danmark, hvor der kom flest polakker, var Lolland-Falster. Her var man begyndt at dyrke sukkerroer i store mængder. Men man manglede folk til at passe roerne! De skulle hakkes, tyndes ud og roerne skulle tages op. Alt sammen ved håndkraft. Før polakkerne kom, var der piger fra Sverige (Småland og Blekinge). Først i 1950erne fik man maskiner!

I 1901 dannede man i Danmark en forening for at skaffe polsk arbejdskraft efter godkendte forskrifter, d.v.s. kontrakt, og arbejdsgiverens garanti for rejsepenge - både til og fra Danmark. En forening af samme type blev i 1910 dannet på Bornholm. Foreningen arbejdede frem til 1917, da Østrig-Ungarn (hvor en del af Polen hørte under) ikke mere gav tilladelse til sæsonarbejde i udlandet. 

Hvordan blev de behandlet?
Polakkerne kom til Danmark (og Tyskland) via en agent. Agenten - ofte polak eller tysker - havde aftale om at hente et bestemt antal polske arbejdere til Danmark. Agenten fulgte med til Danmark og var bindeled mellem polakkerne og deres danske arbejdsgivere. Han udbetalte lønninger og organiserede flere steder arbejdet. Ikke sjældent snød han de polske arbejdere med lønnen. Nogle af agenterne havde deres kone med. Hun havde ofte en lille butik, hvor polakkerne kunne købe mad, drikke og hvad de ellers havde brug for (læs: råd til). Da polakkerne jo ikke talte dansk, valgte de at handle hos agentens kone tit til højere priser end i de danske butikker! Derfor kom polakkerne i gæld til agenten og hans kone, og klagede derfor ikke, hvis de blev dårligt behandlet af dem. Nogle var dog modige nok til at klage til deres arbejdsgivere eller politiet.

Polakkerne boede ikke på selve gårdene, som andre landarbejdere, men i barakker, huse, udhuse og gårdlænger. Ofte slog flere gårdejere sig sammen og samlede polakkerne i fælleshuse. Kvinder og mænd kunne godt blive anbragt i samme hus – noget der normalt var helt utænkeligt både i Danmark og Polen. Polakkerne klagede da også. Forholdene kunne være meget ringe – fugtigt, halm i dynerne, ingen ordentlige køkken- og vaskefaciliteter osv. Som regel boede polakkerne flere i et rum med fælles seng. En dagløn for mænd var i 1906 1,50 kr.. For kvinder 1,15 kr.. Under høstarbejdet var lønnen henholdsvis 2 kr. og 1,50 kr. Man arbejdede fra ca. 5 morgen til 19 om aftenen med pauser til frokost, middag og eftermiddag. Maden bestod som regel af kartofler og overskuddet fra smør og mælkeproduktionen - skummetmælken - som ellers grisene fik! Pigerne blev ofte antastede af danske mænd på gårdene, enkelte direkte voldtaget. Heldigvis var der også mange gårdejere, der sørgede ordentligt for de polske arbejdere. Giftermål blev som regel fejret på gårdene, hvor gårdejeren evt. betalte dele af festen.  

"Polakloven"
Men forholdene var ofte alt for dårlige. Fagforeningerne klagede også over, at polakkerne, med den lave løn de fik, pressede lønningerne ned. For at garantere nogenlunde sociale, juridiske og økonomiske vilkår for polakkerne, indførte man en hel række forskrifter og love. I 1908 kom ”Polakloven - om anvendelsen af udenlandske arbejdere”, der skulle garantere nogenlunde boligforhold for polakkerne. Arbejdsgiverne blev også forpligtede til at yde lægehjælp, medicin og evt. hospitalsophold. Efter 1920 havde polakkerne også lovmæssig ret til samme løn som danskerne. Indtil 1936 havde polakkerne egen sygekasse.  

Nogle blev
Ved udbruddet af Første Verdenskrig blev polakkerne ”lukket” inde i Danmark. Efter krigen blev Polen selvstændigt. De fleste polakker tog hjem, men andre havde fundet sig til rette i Danmark og blev. Heriblandt de kvinder, der havde giftet sig dansk. For dem, der var vendt hjem til Polen, kunne forholdene være så dårlige og fattige, at de rejste tilbage til Danmark. De, der kom fra den russiske del af Polen, havde vanskeligt med at komme ind i det nye Polen, da landet lå i krig med Sovjetunionen om grænsen bl.a. i Galizien. I 1920 fik polakkerne med arbejdstilladelse påbud om at rejse hjem – Polen havde brug for sin egen befolkning. I Danmark var der i 1921 7.568 polakker, i 1922 3.060, i 1930 5.242 og 4.885 i 1940.