Hovedmenu | Vandringer | Polen | Polakkerne i Danmark | Polakkerne på Bornholm | Historier | Forslag til projekter og temaarbejde | Læsestof og links
Historier
|
De
polakker, der blev på Bornholm, er alle døde nu. Mange af deres historier er
aldrig blevet fortalt. Måske har de ikke villet fortælle den, måske har de
glemt den, eller deres børn og børnebørn har glemt den. Sådan er det med
historien – meget bliver glemt eller aldrig fortalt. |
Polakkernes historier
Julie
Mahomet Sobolta |
Anna Kazanowska |
Marya Skarba |
Jan J. og Sofie Panek |
Marya Wolf
Laurentius og Ewa Chodziuk
|
Michael og Anna Sadovyj |
Rozalia Julie Babezas |
Andreas og Amelia Zaretsky
|
Julie Mahomet Sobolta
Med
tiden fik hendes forældre store problemer med at klare sig. Familien drømte om
at komme væk fra fattigdommen i landsbyen og rejse til Amerika, men det blev
til Bornholm i stedet for. Faderen drak pengene til Amerika-rejsen op. Julies
søster tog sæsonarbejde på Bornholm. Julie og hendes mor kom senere i marts
1914. Turen til Bornholm var rædselsfuld for Julie og hendes mor. De var bange
og søsyge – de havde aldrig set et hav før! På kajen i Nexø blev de
stillet op og deres navn blev kontrolleret. De blev plukket ud af en bornholmsk
gårdejer eller hans forvalter og kørt ud til gården. Julie
og hendes mor skulle bo i et udhus, hvor et par polske karle boede i den anden
ende. Foran
huset stod det en sæk kartofler, et knippe risbrænde (små pinde) og en kasse
med halm til sengene. I køkkenet var der et brændekomfur og en stor gruekedel
(både til at vaske tøj og koge kartofler i). Deres løn var 1 kr. om dagen, en
liter skummetmælk og 12 kg kartofler om ugen. Skummetmælk var noget grisene
ellers fik! De måtte arbejde fra tidlig morgen til sen aften i marken og i
staldene. Julies
mor rejste tilbage til Galizien i august 1914 for at hente Julies lillesøster
og muligvis også hendes far. Men de kom ikke. Julie så aldrig sin familie i
Galizien mere. Hun tog heller aldrig tilbage til Polen på besøg. Det
var svært at vænne sig til dansk mad (sødsuppe, øllebrød, brød). Julie
savnede Polen, sin familie, især sin mor. Julie
arbejdede på mange forskellige gårde. Hun arbejde både i marken, i haven, i
huset og passede børn. På flere af gårdene oplevede hun, at mændene forsøgte
at voldtage hende. Et sted blev hun så bange, at hun ikke turde gå tilbage til
gården før næste morgen. Kort tid efter fandt hun en anden plads. Et sted tog
manden i huset på hende, medes hun stod i køkkenet. Konen kom ind og så det.
Selvom det var manden, konen burde være sur på, måtte Julie forlade pladsen
uden anbefaling. En anbefaling var vigtig, når man søgte arbejde. Julie fik
dog hurtigt et andet arbejde. En anden gårdejer ville ikke betale hende fuld løn,
fordi hun ikke havde passet sit arbejde i marken, samtidig med at hun passede
hans børn!
Tove
Marie, Julies datter, fortæller, at hendes mor huskede de andre polske piger,
der kom til øen, som søde og friske. Nogle af dem tog deres fine
nationaldragter på, når de gik i kirke om søndagen. For ikke at slide på
deres eneste par sko, gik de med bare fødder og tog først skoene på lige før
kirken. I
1927 mødte Julie Vilhelm Hansen på et dyrskue. Han var soldat på øen, men
kom fra København. Da Julie og en veninde ville gå hjem fra dyrskuet, blev de
forfulgt af en fuld mand. Vilhelm hjalp dem. Nogle år senere blev Julie gravid
og de blev gift. Julie tog til København. Her fødte hun deres dreng. Vilhelm
kom, da han var færdig som soldat. Først
boede de hos Vilhelms forældre, siden i en dårlig lille lejlighed. De fik
endnu et barn, en lille pige. Julie arbejdede først som husassistent, senere på
Hellesens fabrikker, hvor hun var til hun fyldte 65 år. Som så mange andre
blev Vilhelm i begyndelse af 1930erne arbejdsløs og begyndte at drikke. De
havde meget få penge. Deres lejlighed var ikke sund for børnene. Julie gik
derfor op på socialkontoret og meddelte, at hun og hendes børn ikke forlod
kontoret, før de havde fundet en lejlighed til hende. Med det samme fik hun
tilbudt en moderne lejlighed på Nørrebro. Vilhelm fik arbejde som
renovationsmand, senere som maskinarbejder på Holmen. Både Julie og Vilhelm var med i modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig. Vilhelm måtte gå under jorden. Efter krigen købte de et lille kolonihavehus. Da de blev ældre købte de først en nimbus motorcykel med sidevogn senere en bil og kørte rundt både i Danmark og i udlandet. De endte med at flytte til Viborg, hvor de begge døde i 1989. |
![]() |
Julies datter Tove Marie Petersen har tegnet og fortalt sin mors historie gennem 30 tegninger/tekster. De har været udstillet bl.a. på Arbejdermuseet i København, på Bornholms Museum i Rønne og på Birkerød Bibliotek. |
![]() Anna Kazanowska fotograferet med sine polske veninder. Det er Anna K. til højre. |
Anna Kazanowska
A
Anna K. kom til Bornholm
i 1914. Hendes søster Kathrine og veninden Maria Scarpa var der allerede. Søsteren
tog siden hjem. Anna K. fortæller i Bornholms Tidende (1989), at arbejdet var hårdt,
bl.a. roehakning, men hun var tilfreds. Hendes første plads var på Brunsgård
i Nylars. Siden arbejdede hun bl.a. på Dammegård i Østerlars, Ryttergård i
Ibsker, Lauegård i Aaker og endelig St. Loftsgård i Pedersker. Hun arbejde også
på silderøgeri. Anna K. lærte sig
hurtigt dansk og glemte sit polske, men accent havde hun hele livet. I 1921
giftede hun sig med Ole Poulsen (1901-1976). De slog sig ned i Pedersker. De
arbejdede bl.a. på St. Myregård. I 1943 købte de deres eget hus på Søhøjvej
1 i Pedersker. Anna og Ole Poulsen fik
fem børn. To piger og tre drenge. To af drengene er døde. I dag bor mange af
Anne K.’s efterkommere i Pedersker og Østre Sømark. Museets informant
datteren Sonja Olsen fortæller, at alle børnene blev døbt katolsk. De tre ældste
er også konfirmeret katolsk. Men hendes bror Gunnar og hun selv er konfirmeret
protestantisk. Sonja Olsen ville konfirmeres protestantisk som de andre børn i
skolen. Anna K. konverterede omkring 1950
til protestantismen.
Hun blev en ivrig kirkegænger i Peders Kirke. Anna K.
havde indtil Anden Verdenskrig kontakt til sin polske familie. Hun døde i 1991
og ligger begravet på kirkegården i Pedersker. |
![]() Anna K.'s familie i polen. |
![]() Bryllupsfoto fra Marya S.'s. Hun skulle stå som nr. 3 fra venstre |
Marya Skarba Marya Skarba blev født i 1894 i Oklado, en landsby i nærheden af Anna Kasanowskas fødeby. Altså i dag i Ukraine. Kom til Bornholm i 1914 og fik i de følgende år arbejde på forskellige gårde, bl.a. Soldatergård. Her fik hun et guldur som tak for godt arbejde! I 1923 giftede hun sig
i den katolske kirke med Axel Thorvald Peter Hansen. De fik otte børn, som alle
er døbt og konfirmeret katolsk. Parret var bl.a. fodermesterpar på Loftsgaard
i Østerlars og boede siden i Pedersker og Lobæk. Som enke boede Marya H. i Rønne,
hvor hun døde i 1977. Efterkommere lever stadig på Bornholm, i resten af landet og i Sverige. |
|
Jan
J. og Sofie Panek
Jan blev født ca. 1895 i grænseområdet ind til det nuværende Ukraine. Han flygtede med en fiskekutter til Bornholm i 1914, fordi han ville undgå at blive indkaldt som soldat. Da kutteren kom forbi Bornholm, svømmede han i land. På Eskesgård i Pedersker gemte han sig i svinestalden. Her overlevede han ved at spise svinenes mad (bl.a. madrester fra huset). Mens han endnu gemte sig i stalden, kom gårdens karle ud for at skyde rotter. Jan lå gemt i høet, men blev heldigvis ikke ramt. Efter at han blev opdaget fik han arbejde på gården! Politiet fra hans hjemegn opsporede ham faktisk senere på Bornholm. Men politimesteren i Aakirkeby hjalp ham med at få dansk indfødsret (statsborgerskab). På
Eskesgård mødte han sin polske kone Sofie.Desværre ved vi ikke så meget om
hende. Men vi ved, at hun var fadder til Anna Julia Zaretsky. Jan blev siden
fodermester på gården. Jan og Sofie købte et lille husmandssted i nærheden,
som de drev samtidig med, at de arbejdede på gårde i nærheden bl.a. Lille
Gadegård. De fik fire drenge, hvoraf en stadig lever i Greve på Sjælland. Jan
lærte sig dansk via bladet “Det Bedste”. Sofie lærte aldrig at tale, læse
eller skrive dansk.Der blev derfor altid talt polsk i hjemmet, også efter af børnene
havde giftet sig dansk. Parret beholdt sin katolske tro. Det har deres børn og
børnebørn også gjort. Barnebarnet Keld Panek fortæller, at bedsteforældrene
altid fik det nyeste - fjernsyn, fryser m.m. – før alle andre. De betalte
altid kontant!
Bl.a.
på grund af Jans flugt fra militærtjeneste, havde familien igen kontakt til
Polen. Jan døde i starten af 1980erne, Sofie for nogle år siden. Sønnen
Antonius (Anton) blev som voksen guide i Polen. Familien har søgt sine rødder
i Polen, men uden held. |
|
Marya Wolf Marya Wolf blev født i 1898 i Lubkow, i Galizien. Hun kom til Bornholm omkring 1.verdenskrig gennem en veninde, der allerede var på øen. Veninden rejste siden til Amerika. Marya kom i huset på Brandsgård i Bodilsker. Her mødte hun sin mand – Andreas Larsen - fra Bodilsker. Han arbejdede på Pilemølle, hvor han var møllersvend. I 1919 giftede de sig. Andreas L. havde i en årrække vognmandsforretning. Han døde ung i 1943. Marya L. arbejdede herefter som husbestyrerinde på forskellige gårde. Sammen
fik parret tre børn: Svend (død), Bodil (født 1922, gift Mogensen) og Egon (født
1924). Efter Svends fødsel flyttede familien til Rønne. Her blev Bodil og Egon
født. Børnene blev opdraget katolsk, men blev siden protestanter. Bodil gik i
Sct. Hedvigsøstrenes pigeskole i Aakirkeby (Jernbanegade). Hun lever i dag i København.
Broderen Egon bor i Østermarie. Tredje generation lever også stadig på
Bornholm.
Marya
L. skrev og læste polsk, men kunne kun tale dansk. Den katolske præst i
Aakirkeby hjalp dem efter Anden Verdenskrig med at søge efter familien i Polen,
men de fandt ingen. |
|
Til toppen
![]() Bryllupsfoto af Laurentius og Ewa Chodziuk 1915 |
Laurentius og Ewa Chodziuk Laurentius blev født i 1889 i Saria, guvernement Witebsk, i Rusland (i nærheden af Minsk, i dag i Hviderusland). Ewa var født Sereda i 1893 i Choijow, ( i nærheden af Lvov - på tysk Lemberg), i Galizien. I dag ligger landsbyen i Ukraine. Både Laurentius og Ewa kom til Bornholm i 1914. Lauritius havde fra 1908 haft sæsonarbejde i Jylland. To af Ewas brødre kom også til Bornholm. Broderen Ilku Sereda blev og giftede sig med en polsk pige. Laurentius
og Ewa arbejdede begge på Splitsgård. Ewa på akkord i roemarken. I 1915
giftede de sig. Parret fik syv børn. Tredje og fjerde generation af familien
findes stadig på Bornholm. Alle børnene er katolsk døbt og konfirmeret. Flere
af dem har beholdt deres katolske tro. Parret havde allerede 4 børn, da de i 1923-24 bestemte de sig for at tage tilbage til Polen. De måtte dog vende om ved den polske kyst. Polen havde været i krig med Sovjetunionen om grænsedragningen. Laurentius C. havde russisk pas! Det blev en dramatisk rejse tilbage, hvor de i nattens mørke måtte vække familiemedlemmer på Brændesgård i Ibsker. Her fik de lov til at blive, til de havde fundet arbejde og et nyt sted at bo. |
I
1928-29 købte de ejendommen “Aldershvile” i Nylars, i 1930 ejendom i Østermarie.
Der
blev talt polsk i hjemmet, men både Laurentius og Ewa kunne tale og læse
dansk. Børnene lærte først dansk i skolen. De fik ekstraundervisning i dansk
efter skole. Familien var katolikker og holdt fast på de katolske helligdage og
var aktive i kirken i Aakirkeby.
Datteren
Anna fortæller, om engang en gruppe polakker skulle hjem. Det stormede
kraftigt. En politibetjent i Nexø beordrede gårdejerne til at hente polakkerne
igen og køre dem hjem og give dem mad, indtil båden kunne sejle igen. Anna L.
husker også flinke gårdkoner, som kom med tøj og mad til jul. Anna mindes
ikke at have været drillet i skolen for sin polske baggrund. Anna L. flyttede
som ung til København, hvor hun bl.a. arbejdede i huset. Hun kom tilbage til
Bornholm i 1950erne for at passe sin mor. Hun blev i 1963 gift med Frode Larsen
(død 1970). Er i dag særdeles aktiv i den katolske kirke i Aakirkeby.
Ewa
var hjemme i Polen i 1918 og 1938. Familien havde derfor i mange år kontakt med
sin polske familie. I dag er der igen kontakt. Laurentius og Ewa fik dansk indfødsret
i 1950. Laurentius døde 1960, Ewa i 1958.
![]() Familien Sadovyj foran "Søblink" i starten af 1930erne. |
Michael
og Anna Sadovyj Michael
blev født i 1895 i Palove, i dag i Ukraine. Anna Figiela født Rakszanska, i
1898 i Katy, i Galizien. Begge kom til Bornholm i 1914. Michael kom først til
St. Gadegård i Aaker. Senere til Kannikegård i Bodilsker. Annas første
arbejdssted var Langedebygård som ung pige i huset. Hun arbejdede også hos
nonnerne i Rønne og hos den katolske pastor Zoetmulder i Aakirkeby. Anna rejste
efter Første Verdenskrig tilbage til Polen, men kom tilbage til Bornholm i 1920
- hun havde været for lang tid væk fra Polen. Michael og Anna blev viet af
pastor Zoetmulder i 1924, i Aakirkeby.
I
1932 købte de sig et lille landbrug - Søblink - i Pedersker. Men flyttede
siden til Munkhøj ved Tingsted. Michael slagtede også for folk. Anna arbejdede
hjemme og syede for folk. Begge fik præmier i henholdsvis landboforeningen og
husmoderforeningen. Michael var medstifter af den polske forening. I sine sene
år arbejdede Michael på Rabækkeværket, efter at familien var flyttet til Rønne.
Michael
og Anna fik fem børn - tre drenge og to piger. En søn er død ellers lever
alle undtagen en datter på Bornholm. Tredje og fjerde generation af familien er
stadig på Bornholm. Datteren Else, museets
informant, lever i dag i Rønne. Else har flere gange været i Polen og har også
forsøgt at lære polsk. Else fortæller, at hendes forældre var meget bevidste
om at falde til i det bornholmske samfund. De talte derfor både polsk og dansk
i hjemmet. Begge forældre kunne også læse og skrive dansk. Familien holdt
ikke specielt på polske traditioner, men polsk mad (pirogger,
kartoffelpandekager, syltede agurker, meget hvidløg og grønsager) spiste man.
Den katolske tro holdt de dog strengt på og var faste kirkegængere. Børnene
er stadig katolikker. Man havde kontakt til begge sider af den polske familie
helt op til 1960erne. Else
husker ingen episoder, hvor familien mærkede modstand over for dem, fordi de
var polakker. Hun fortæller om en polsk dame, som aldrig blev gift, men
arbejdede i huset på Langedebygård. Da gården blev solgt eller overgivet til
næste generation, sørgede fruen på gården for et hus til hende i Nexø. Michael
S. døde i 1968. Anna S. i 1986. |
![]() Familien Zaretsky. |
Andreas
og Amelia Zaretsky Vi ved ikke så meget om Andreas og Amalia Zaretsky. Men deres familie kom og så Bornholms Museums udstilling om polakkerne på Bornholm og gav sig til at lede efter deres aner. De fandt en masse billeder, men kun lidt om hvem der var på billederne. Men her er, hvad vi ved. |
Anna
Julia giftede sig den 6. december 1947 i Rosenkranskirken med stenhugger Carlo
Andersen. Pastor A. Zoetmulder viede dem.