Hovedmenu | Vandringer | Polen | Polakkerne i Danmark | Polakkerne på Bornholm | Historier | Forslag til projekter og temaarbejde | Læsestof og links

Historier

De polakker, der blev på Bornholm, er alle døde nu. Mange af deres historier er aldrig blevet fortalt. Måske har de ikke villet fortælle den, måske har de glemt den, eller deres børn og børnebørn har glemt den. Sådan er det med historien – meget bliver glemt eller aldrig fortalt.

Heldigvis er der også nogle, der har fortalt deres historie. Bornholms Museum har snakket med deres børn eller børnebørn. I gamle aviser kan man også finde interviews med nogle af polakkerne. Se læsestof og links.

Måske skulle du/I interviewe jeres forældre, bedsteforældre eller oldeforældre om deres liv? På den måde vil deres historie blive gemt og husket. Man kan jo også selv skrive dagbog om, hvad der er sket i ens liv, og hvad man går og tænker på. Se også under forslag til projekter og temaarbejde.

Polakkernes historier
Julie Mahomet Sobolta | Anna Kazanowska | Marya Skarba | Jan J. og Sofie Panek | Marya Wolf
Laurentius og Ewa Chodziuk | Michael og Anna Sadovyj | Rozalia Julie Babezas | Andreas og Amelia Zaretsky  

Julie Mahomet Sobolta

Julie Mahomet Sobolta blev født i 1900, i Radekhov (måske Radziechów) i Galizien. I dag ligger landsbyen i Ukraine. Landsbyen bestod af små tæt sammenbyggede træhuse omringet af små, marker. Faren havde et jordlod, men arbejdede også som daglejer på de store godser. Moren arbejdede på gården. De havde tre børn måske flere, men det ved vi ikke med sikkerhed. Julie havde ikke mulighed for at gå meget i skole, men i kirken fik hun lært om den katolske tro.

Med tiden fik hendes forældre store problemer med at klare sig. Familien drømte om at komme væk fra fattigdommen i landsbyen og rejse til Amerika, men det blev til Bornholm i stedet for. Faderen drak pengene til Amerika-rejsen op.

Julies søster tog sæsonarbejde på Bornholm. Julie og hendes mor kom senere i marts 1914. Turen til Bornholm var rædselsfuld for Julie og hendes mor. De var bange og søsyge – de havde aldrig set et hav før! På kajen i Nexø blev de stillet op og deres navn blev kontrolleret. De blev plukket ud af en bornholmsk gårdejer eller hans forvalter og kørt ud til gården.

Julie og hendes mor skulle bo i et udhus, hvor et par polske karle boede i den anden ende.

Foran huset stod det en sæk kartofler, et knippe risbrænde (små pinde) og en kasse med halm til sengene. I køkkenet var der et brændekomfur og en stor gruekedel (både til at vaske tøj og koge kartofler i). Deres løn var 1 kr. om dagen, en liter skummetmælk og 12 kg kartofler om ugen. Skummetmælk var noget grisene ellers fik! De måtte arbejde fra tidlig morgen til sen aften i marken og i staldene.

Julies mor rejste tilbage til Galizien i august 1914 for at hente Julies lillesøster og muligvis også hendes far. Men de kom ikke. Julie så aldrig sin familie i Galizien mere. Hun tog heller aldrig tilbage til Polen på besøg.

Det var svært at vænne sig til dansk mad (sødsuppe, øllebrød, brød). Julie savnede Polen, sin familie, især sin mor.

Julie arbejdede på mange forskellige gårde. Hun arbejde både i marken, i haven, i huset og passede børn. På flere af gårdene oplevede hun, at mændene forsøgte at voldtage hende. Et sted blev hun så bange, at hun ikke turde gå tilbage til gården før næste morgen. Kort tid efter fandt hun en anden plads. Et sted tog manden i huset på hende, medes hun stod i køkkenet. Konen kom ind og så det. Selvom det var manden, konen burde være sur på, måtte Julie forlade pladsen uden anbefaling. En anbefaling var vigtig, når man søgte arbejde. Julie fik dog hurtigt et andet arbejde. En anden gårdejer ville ikke betale hende fuld løn, fordi hun ikke havde passet sit arbejde i marken, samtidig med at hun passede hans børn!

Tove Marie, Julies datter, fortæller, at hendes mor huskede de andre polske piger, der kom til øen, som søde og friske. Nogle af dem tog deres fine nationaldragter på, når de gik i kirke om søndagen. For ikke at slide på deres eneste par sko, gik de med bare fødder og tog først skoene på lige før kirken.

I 1927 mødte Julie Vilhelm Hansen på et dyrskue. Han var soldat på øen, men kom fra København. Da Julie og en veninde ville gå hjem fra dyrskuet, blev de forfulgt af en fuld mand. Vilhelm hjalp dem. Nogle år senere blev Julie gravid og de blev gift. Julie tog til København. Her fødte hun deres dreng. Vilhelm kom, da han var færdig som soldat.

Først boede de hos Vilhelms forældre, siden i en dårlig lille lejlighed. De fik endnu et barn, en lille pige. Julie arbejdede først som husassistent, senere på Hellesens fabrikker, hvor hun var til hun fyldte 65 år. Som så mange andre blev Vilhelm i begyndelse af 1930erne arbejdsløs og begyndte at drikke. De havde meget få penge. Deres lejlighed var ikke sund for børnene. Julie gik derfor op på socialkontoret og meddelte, at hun og hendes børn ikke forlod kontoret, før de havde fundet en lejlighed til hende. Med det samme fik hun tilbudt en moderne lejlighed på Nørrebro. Vilhelm fik arbejde som renovationsmand, senere som maskinarbejder på Holmen.

Både Julie og Vilhelm var med i modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig. Vilhelm måtte gå under jorden. Efter krigen købte de et lille kolonihavehus. Da de blev ældre købte de først en nimbus motorcykel med sidevogn senere en bil og kørte rundt både i Danmark og i udlandet. De endte med at flytte til Viborg, hvor de begge døde i 1989.

Julies datter Tove Marie Petersen har tegnet og fortalt sin mors historie gennem 30 tegninger/tekster. De har været udstillet bl.a. på Arbejdermuseet i København, på Bornholms Museum i Rønne og på Birkerød Bibliotek.

Til toppen

 


Anna Kazanowska fotograferet med sine polske 
veninder. Det er Anna K. til højre.
Anna Kazanowska  

Anna Kazanowska blev født i 1898, i Manosteroc, Galizien, i nærheden af Lvov. Landsbyen ligger i dag i Ukraine. De var seks børn. Faren Peter var skomager og stenhugger. Moren Marya arbejdede i landbruget. Faderen tilhørte den romersk katolske kirke, moren den græsk ortodokse! Børnene var alle katolikker.   

Anna K. kom til Bornholm i 1914. Hendes søster Kathrine og veninden Maria Scarpa var der allerede. Søsteren tog siden hjem. Anna K. fortæller i Bornholms Tidende (1989), at arbejdet var hårdt, bl.a. roehakning, men hun var tilfreds. Hendes første plads var på Brunsgård i Nylars. Siden arbejdede hun bl.a. på Dammegård i Østerlars, Ryttergård i Ibsker, Lauegård i Aaker og endelig St. Loftsgård i Pedersker. Hun arbejde også på silderøgeri.  

Anna K. lærte sig hurtigt dansk og glemte sit polske, men accent havde hun hele livet. I 1921 giftede hun sig med Ole Poulsen (1901-1976). De slog sig ned i Pedersker. De arbejdede bl.a. på St. Myregård. I 1943 købte de deres eget hus på Søhøjvej 1 i Pedersker.

Anna og Ole Poulsen fik fem børn. To piger og tre drenge. To af drengene er døde. I dag bor mange af Anne K.’s efterkommere i Pedersker og Østre Sømark.  

Museets informant datteren Sonja Olsen fortæller, at alle børnene blev døbt katolsk. De tre ældste er også konfirmeret katolsk. Men hendes bror Gunnar og hun selv er konfirmeret protestantisk. Sonja Olsen ville konfirmeres protestantisk som de andre børn i skolen. Anna K. konverterede omkring 1950 til protestantismen. Hun blev en ivrig kirkegænger i Peders Kirke. Anna K. havde indtil Anden Verdenskrig kontakt til sin polske familie. Hun døde i 1991 og ligger begravet på kirkegården i Pedersker.  


Anna K.'s familie i polen.


Til toppen


Bryllupsfoto fra Marya S.'s. Hun skulle stå som nr. 3 fra venstre
Marya Skarba
Marya Skarba blev født i 1894 i Oklado, en landsby i nærheden af Anna Kasanowskas fødeby. Altså i dag i Ukraine. Kom til Bornholm i 1914 og fik i de følgende år arbejde på forskellige gårde, bl.a. Soldatergård. Her fik hun et guldur som tak for godt arbejde!

I 1923 giftede hun sig i den katolske kirke med Axel Thorvald Peter Hansen. De fik otte børn, som alle er døbt og konfirmeret katolsk. Parret var bl.a. fodermesterpar på Loftsgaard i Østerlars og boede siden i Pedersker og Lobæk. Som enke boede Marya H. i Rønne, hvor hun døde i 1977.

Efterkommere lever stadig på Bornholm, i resten af landet og i Sverige. 


Til toppen
 

Jan J. og Sofie Panek

Jan blev født ca. 1895 i grænseområdet ind til det nuværende Ukraine. Han flygtede med en fiskekutter til Bornholm i 1914, fordi han ville undgå at blive indkaldt som soldat. Da kutteren kom forbi Bornholm, svømmede han i land. På Eskesgård i Pedersker gemte han sig i svinestalden. Her overlevede han ved at spise svinenes mad (bl.a. madrester fra huset). Mens han endnu gemte sig i stalden, kom gårdens karle ud for at skyde rotter. Jan lå gemt i høet, men blev heldigvis ikke ramt. Efter at han blev opdaget fik han arbejde på gården! Politiet fra hans hjemegn opsporede ham faktisk senere på Bornholm. Men politimesteren i Aakirkeby hjalp ham med at få dansk indfødsret (statsborgerskab). 

På Eskesgård mødte han sin polske kone Sofie.Desværre ved vi ikke så meget om hende. Men vi ved, at hun var fadder til Anna Julia Zaretsky. Jan blev siden fodermester på gården. Jan og Sofie købte et lille husmandssted i nærheden, som de drev samtidig med, at de arbejdede på gårde i nærheden bl.a. Lille Gadegård. De fik fire drenge, hvoraf en stadig lever i Greve på Sjælland.

Jan lærte sig dansk via bladet “Det Bedste”. Sofie lærte aldrig at tale, læse eller skrive dansk.Der blev derfor altid talt polsk i hjemmet, også efter af børnene havde giftet sig dansk. Parret beholdt sin katolske tro. Det har deres børn og børnebørn også gjort. Barnebarnet Keld Panek fortæller, at bedsteforældrene altid fik det nyeste - fjernsyn, fryser m.m. – før alle andre. De betalte altid kontant!

Bl.a. på grund af Jans flugt fra militærtjeneste, havde familien igen kontakt til Polen. Jan døde i starten af 1980erne, Sofie for nogle år siden. Sønnen Antonius (Anton) blev som voksen guide i Polen. Familien har søgt sine rødder i Polen, men uden held.


Til toppen

Marya Wolf

Marya Wolf blev født i 1898 i Lubkow, i Galizien. Hun kom til Bornholm omkring 1.verdenskrig gennem en veninde, der allerede var på øen. Veninden rejste siden til Amerika. Marya kom i huset på Brandsgård i Bodilsker. Her mødte hun sin mand – Andreas Larsen - fra Bodilsker. Han arbejdede på Pilemølle, hvor han var møllersvend. I 1919 giftede de sig. Andreas L. havde i en årrække vognmandsforretning. Han døde ung i 1943. Marya L. arbejdede herefter som husbestyrerinde på forskellige gårde.  

Sammen fik parret tre børn: Svend (død), Bodil (født 1922, gift Mogensen) og Egon (født 1924). Efter Svends fødsel flyttede familien til Rønne. Her blev Bodil og Egon født. Børnene blev opdraget katolsk, men blev siden protestanter. Bodil gik i Sct. Hedvigsøstrenes pigeskole i Aakirkeby (Jernbanegade). Hun lever i dag i København. Broderen Egon bor i Østermarie. Tredje generation lever også stadig på Bornholm.

Marya L. skrev og læste polsk, men kunne kun tale dansk. Den katolske præst i Aakirkeby hjalp dem efter Anden Verdenskrig med at søge efter familien i Polen, men de fandt ingen. Marya L. er død og ligger begravet på Nexø kirkegård


Ægteparret Larsen i deres have.

Til toppen

 


Bryllupsfoto af Laurentius og Ewa Chodziuk 1915
Laurentius og Ewa Chodziuk

Laurentius blev født i 1889 i Saria, guvernement Witebsk, i Rusland (i nærheden af Minsk, i dag i Hviderusland). Ewa var født Sereda i 1893 i Choijow, ( i nærheden af Lvov - på tysk Lemberg), i Galizien. I dag ligger landsbyen i Ukraine. Både Laurentius og Ewa kom til Bornholm i 1914. Lauritius havde fra 1908 haft sæsonarbejde i Jylland. To af Ewas brødre kom også til Bornholm. Broderen Ilku Sereda blev og giftede sig med en polsk pige.  

Laurentius og Ewa arbejdede begge på Splitsgård. Ewa på akkord i roemarken. I 1915 giftede de sig. Parret fik syv børn. Tredje og fjerde generation af familien findes stadig på Bornholm. Alle børnene er katolsk døbt og konfirmeret. Flere af dem har beholdt deres katolske tro.

Parret havde allerede 4 børn, da de i 1923-24 bestemte de sig for at tage tilbage til Polen. De måtte dog vende om ved den polske kyst. Polen havde været i krig med Sovjetunionen om grænsedragningen. Laurentius C. havde russisk pas! Det blev en dramatisk rejse tilbage, hvor de i nattens mørke måtte vække familiemedlemmer på Brændesgård i Ibsker. Her fik de lov til at blive, til de havde fundet arbejde og et nyt sted at bo.  

I 1928-29 købte de ejendommen “Aldershvile” i Nylars, i 1930 ejendom i Østermarie.

Der blev talt polsk i hjemmet, men både Laurentius og Ewa kunne tale og læse dansk. Børnene lærte først dansk i skolen. De fik ekstraundervisning i dansk efter skole. Familien var katolikker og holdt fast på de katolske helligdage og var aktive i kirken i Aakirkeby.

Datteren Anna fortæller, om engang en gruppe polakker skulle hjem. Det stormede kraftigt. En politibetjent i Nexø beordrede gårdejerne til at hente polakkerne igen og køre dem hjem og give dem mad, indtil båden kunne sejle igen. Anna L. husker også flinke gårdkoner, som kom med tøj og mad til jul. Anna mindes ikke at have været drillet i skolen for sin polske baggrund. Anna L. flyttede som ung til København, hvor hun bl.a. arbejdede i huset. Hun kom tilbage til Bornholm i 1950erne for at passe sin mor. Hun blev i 1963 gift med Frode Larsen (død 1970). Er i dag særdeles aktiv i den katolske kirke i Aakirkeby.

Ewa var hjemme i Polen i 1918 og 1938. Familien havde derfor i mange år kontakt med sin polske familie. I dag er der igen kontakt. Laurentius og Ewa fik dansk indfødsret i 1950. Laurentius døde 1960, Ewa i 1958.


Til toppen

 


Familien Sadovyj foran "Søblink" i starten af 1930erne.

Michael og Anna Sadovyj  

Michael blev født i 1895 i Palove, i dag i Ukraine. Anna Figiela født Rakszanska, i 1898 i Katy, i Galizien. Begge kom til Bornholm i 1914. Michael kom først til St. Gadegård i Aaker. Senere til Kannikegård i Bodilsker. Annas første arbejdssted var Langedebygård som ung pige i huset. Hun arbejdede også hos nonnerne i Rønne og hos den katolske pastor Zoetmulder i Aakirkeby. Anna rejste efter Første Verdenskrig tilbage til Polen, men kom tilbage til Bornholm i 1920 - hun havde været for lang tid væk fra Polen. Michael og Anna blev viet af pastor Zoetmulder i 1924, i Aakirkeby.

I 1932 købte de sig et lille landbrug - Søblink - i Pedersker. Men flyttede siden til Munkhøj ved Tingsted. Michael slagtede også for folk. Anna arbejdede hjemme og syede for folk. Begge fik præmier i henholdsvis landboforeningen og husmoderforeningen. Michael var medstifter af den polske forening. I sine sene år arbejdede Michael på Rabækkeværket, efter at familien var flyttet til Rønne.

Michael og Anna fik fem børn - tre drenge og to piger. En søn er død ellers lever alle undtagen en datter på Bornholm. Tredje og fjerde generation af familien er stadig på Bornholm.  

Datteren Else, museets informant, lever i dag i Rønne. Else har flere gange været i Polen og har også forsøgt at lære polsk. Else fortæller, at hendes forældre var meget bevidste om at falde til i det bornholmske samfund. De talte derfor både polsk og dansk i hjemmet. Begge forældre kunne også læse og skrive dansk. Familien holdt ikke specielt på polske traditioner, men polsk mad (pirogger, kartoffelpandekager, syltede agurker, meget hvidløg og grønsager) spiste man. Den katolske tro holdt de dog strengt på og var faste kirkegængere. Børnene er stadig katolikker. Man havde kontakt til begge sider af den polske familie helt op til 1960erne.

Else husker ingen episoder, hvor familien mærkede modstand over for dem, fordi de var polakker. Hun fortæller om en polsk dame, som aldrig blev gift, men arbejdede i huset på Langedebygård. Da gården blev solgt eller overgivet til næste generation, sørgede fruen på gården for et hus til hende i Nexø.

Michael S. døde i 1968. Anna S. i 1986.

Til toppen

 

Rozalia Julie Babezas

Rozalia blev født i 1900 i Razazawa, i Galizien. Hun kom til Bornholm omkring Første Verdenskrig som roepige ved Tingsted. Søsteren var også med, men hun fortsatte til Amerika. Muligvis skulle Rozalia have været med til Amerika (ifølge Rozalias datter Rigmor). Rozalia og søsteren rejste fra Galizien, fordi deres mor havde giftet sig igen. Stedfaderen havde selv børn og ville ikke have flere. Den jord, han levede af, kunne højst sandsynlig ikke brødføde flere. Rozalia genså aldrig sin familie i Galizien eller sin søster i Amerika.  

I Polen havde Rozalia gået i skole og kunne både læse og skrive polsk. På Bornholm lærte hun sig hurtigt at tale, skrive og læse dansk. Flere polakker kom til hende for at få oversat og læst breve fra Polen. Breve de ikke selv kunne skrive eller læse.

I 1920erne giftede Rozalia sig katolsk med skovarbejder Thorvald Emil Nielsen fra Aarsballe (1885-1959). Han arbejdede alle år i Almindingen. På et tidspunkt boede de i skovløberhuset ved Bolsterbjerg. De fik fire piger.  

Rozalia Julie Babezas (Nielsen) fik gigtfeber og blev delvis invalideret, medens de to første piger var små. De to ældste piger er døbt katolsk i Aakirkeby, de to yngste protestantisk i Vestermarie Kirke.
Alle fire er konfirmeret i Vestermarie Kirke. Rozalia var katolik men konverterede modvilligt, da den katolske kirke ønskede, at børnene skulle gå i skole i Aakirkeby - over ti km fra hjemmet.

Rozalia havde kontakt til sin polske familie, men genså aldrig Polen og familien. Fik på et tidspunkt brev fra Polen om, at hun skulle arve en del af familiens jord, men hendes mand overtalte hende til at afstå. Museets informant datteren Rigmor Paulsen, har fortsat kontakt til Polen. Hun har faktisk været i nærheden af sin mors fødeegn, men besøgte ikke byen. Hun fortæller, at man ikke holdt specielt på polske traditioner i barndomshjemmet. Men, at man dog også efter at moderen havde konverteret, holdt strengt på kødløse dage i påsken (langfredag og skærtorsdag). Moderen fortalte også om polske juletraditioner, men de holdt dansk jul.

Rozalia døde i 1954.


Familiebillede taget ved den yngste datter, Kirstens konfirmation. Søsteren Ingrid er også i sin konfirmationskjole, da hun ikke var blevet fotograferet ved sin konfirmation året før.


Til toppen

 


Familien Zaretsky.
Andreas og Amelia Zaretsky

Vi ved ikke så meget om Andreas og Amalia Zaretsky. Men deres familie kom og så Bornholms Museums udstilling om polakkerne på Bornholm og gav sig til at lede efter deres aner. De fandt en masse billeder, men kun lidt om hvem der var på billederne. Men her er, hvad vi ved.  

Både Andreas og Amelia kom højst sandsynligt til Bornholm omkring Første Verdenskrig. Hvor i Polen de kom fra, er ukendt. Men de fleste polakker på Bornholm kom fra Galizien. Parret fik fem børn. En af dem har vi dåbsattesten på, det er Anna Julia født 28.10 1925. Hun blev hjemmedøbt den 8. november i Aaker. Fadderne var Michal Wolzak, Limensgaden i Aaker og Sofia Panek f. Gislk Eskildsgaard i Pedersker. Sofie Panek var gift med Jan Panek.

Anna Julia giftede sig den 6. december 1947 i Rosenkranskirken med stenhugger Carlo Andersen. Pastor A. Zoetmulder viede dem.


Til toppen