PÆREGÅRDSSKATTEN tilbage på Bornholm
Pæregårdsskatten er en af de største sølvskatte, fra sen vikingetid/tidlig middelalder, der er fundet i Danmark. Den blev fundet i 1993 af amatørarkæolog Klaus Thorsen på Pæregård i Olsker, forholdsvis tæt ved rundkirken. Netop i disse dage (juni 2006) er fundstedet blevet eftergravet og det viser sig at lerkrukken, som skatten blev fundet i, har været nedgravet i den vestre ende af et hus fra den tid. Man fandt yderligere resterne af endnu en hustomt samt 52 mønter og 6 stykker brudsølv (ituklippede smykker), der var spredt ud over det nærmeste areal.

Det oprindelige fund indeholder ca. 840 mønter og 120 stykker brudsølv.
Nationalmuseet har haft fundet i forvaring i de sidste 13 år, men har endnu ikke fået mønterne bestemt. 
Nu har der imidlertid vist sig en mulighed for at få udstillet denne unikke tidlige middelaldersølvskat på Bornholms Museum. Publikum kan se skatten i museets åbningstid.


På et tidspunkt skal mønterne i en periode tilbage til Nationalmuseet for nærmere bestemmelse. Det er hovedsalig tyske, engelske og skandinaviske mønter samt arabiske dirhem.
Se udvalgte mønter!   |   Billeder fra udgravningsfelt   |   Skovvangskatten ved Nylars Kirke