|
Pressemeddelelse Efter næsten 25 års undersøgelser er det tid til at gøre status. Bornholms Museum har taget initiativ til en bogudgivelse om Sorte Muld, som udgives i samarbejde med Wormianum og Kulturarvsstyrelsen. Bogen giver detaljerede prøver på de mange forskellige typer af fund og viden, der er fremkommet gennem årene. 24 forfattere behandler fundgrupper som for eksempel guldgubber, brakteater, fibler og nåle, glas og våben. Undersøgelsesmetoderne omfatter udgravning, metaldetektoren, fosfatkartering og terrænopmåling. Desuden diskuteres bebyggelsens rolle og udvikling gennem jernalderens århundreder. Sorte Muld Bornholm hører arkæologisk set til de rigeste egne af landet, og Sorte Muld-området ved Svaneke indtager en stadig mere fremtrædende plads blandt øens fundsteder. Præcis hvornår det første fund blev gjort ved man ikke, men det er mindst 440 år siden. i 1980-erne begyndte amatørarkæologer, efter aftale med Bornholms Museum, at se på området. I første omgang med øjnene - hvilket medførte fund af de berømte guldgubber og Margrethe Watts succesrige udgravning i den anledning. Senere blev metaldetektoren taget i brug med flere fund til følge og målebånd er udskiftet med GPS-modtagere for indmåling af fundene. Forbløffende sager dukker stadig op med jævne mellemrum. |
![]() Sorte Muld er på 200 sider, indbundet og fyldt med indbydende farvebilleder. Den koster kr. 275,- i boghandelen og på webbutikken. |
||||