Granitbrydning

I stenbruddet hver anden dag

  • DSC00015
  • Granit3
  • Granit2
  • Granit4

GRANIT 

”Da jeg nu er 70 Aar, og har Arbejdet i hele min livstid som Brostenshugger da har jeg ikke let for at skrive men jeg vil pröve at skrive någle erindringer som jeg er vokset op under, min far var Brostenshugger og når vi blev 11 a 12 Aar skulde vi også begynde at hugge sten, den gang gik vi i skole hver anden dag, når vi ikke var i skolen var vi i Stenbrudet, og om vinteren stod vi i et træskur og huggede Brosten til klokken 7 a 8 og det var en lang tid for os börn (…) jeg husker når vi kom hjem om Aftenen sad vi og rodede i Næsen den var tilstoppet med stenmel og det var ligesom cement; dagen efter skulde vi möde i Skolen og da kunde vi ikke vores Læksier og da fik vi pryl og skolelæreren plejede at banke med fingerknoerne på Hovedet (…) om Vinteren når stenen er fråsen er den meget være at arbejde i, og for os som var börn var det ikke morsomt; vi havde ikke meget töj at tage på; vi frös om fingrene og tærne (…) vi havde heller ikke så vi kunde gå ind i et varmt hus når vi skulde spise vår mad, vi havde maden indpakket i en masse papir og alligevel var den halv frossen.”

(Godtfred Sellberg, svensk stenarbejder, 1951)

Sprængningsalarm. Ved sprængning skulle alle i stenbruddet evakueres til et sikkert sted. En alarm gav signal om, at en sprængning skulle foretages. Denne alarm er drevet ved hjælp af et håndsving. 

Fagforeningsfaner. Da stenindustrien manglede arbejdskraft i 1880-erne, kom en del indvandrere fra Sverige til Bornholm. Svenskerne kom som regel fra Blekinge, hvor de havde stor erfaring med stenbrydning. Med sig havde de også en stærk tradition for fagforeningsarbejde, hvilket gav anledning til flere konflikter med arbejdsgiverne. Der blev gjort flere forsøg på at organisere sig. I 1887 dannede man eksempelvis en fagforening for strækstenshuggere, brostenshuggere og smede. Det var ikke nogen let sag at være organiseret. Arbejdsgiverne søgte således at forhindre folk i at organisere sig ved f.eks. at fyre folk, hvis de fik nys om forhol­det. De bornholmske arbejdere trak på de erfaringer, som de svenske arbejdere havde omkring organisering og opbygning af strejkekasser. Flere af fagforeningerne holdt kun få måneder eller i bedste fald nogle år. Endelig stiftedes den 28. februar 1897 ”Dansk Stenindustriarbejderforbund”. Formålet var bl.a. at få aftalt en fælles priskurant, dvs. en prisaftale for de forskellige produkter. Et andet var aftaler omkring arbejdstiden og at opnå retningslinier for lærlingeuddannelsen. Resten af arbejdsstyrken, som efterhånden var størst i antal, var organiseret i ”Arbejdsmændenes Fagforening”, der startede med en forening for Rønne og Omegn i 1897. I forbindelse med en konjunkturnedgang omkring 1902, stillede arbejdsgiverne krav om en lønnedgang på 10-15 %. Stenhuggerne fra ”Dansk Stenindustriarbejderforbund” strejkede i seks måneder, men da faldhamrene blev holdt i gang af arbejdere, der var orga­niseret i ”Arbejdsmændenes Fagforening”, og dette forbund ikke ville gribe ind, var strejken et nederlag for ”Dansk Stenindustriarbejderforbund”. Selv om forbundet fik en hård start, eksisterede forbundet helt frem til 1971, hvor man var så få medlemmer, at man indgik i ”Murerforbundet”.

Træsko. Omkring år 1900 var træsko almindelige for arbejderne - både for voksen og barn - året rundt. I svenske aviser fra 1800-tallet kunne man se annoncer, hvor bornholmske granitbrud averterede efter børnearbejdere. Mange børn gik kun i skole hver anden dag eller om formiddagen. Resten af tiden arbejdede børnene i granitbruddene med tilhugning af sten. Drengene gik som regel på arbejde sammen med deres fædre og fik deres frokost bragt ud til stenbruddet af deres mor eller søster. Arbejdstiden kunne, for de voksne, før 1890 løbe op i både 12 til 14 timer, men blev på Hammerens Granitværk i 1890 sat til 10 timer. Her fik arbejderne samtidig aftalt en timeløn på 25 øre mod 16 øre tidligere. Hvad børnene fik, og hvor længe de arbejdede, er der desværre ikke nogen oplysninger om i kilderne.

Nitroglycerinkasse. Når stenarbejderen skal løsne en stor stenblok fra et klippeparti, så gør han brug af sortkrudt. Sortkrudtet har man gjort brug af i århundreder. Hvis stenarbejderen derimod skal bortsprænge noget ubrugbart klippemateriale eller itusprænge et klippestykke til brug i skærveproduktionen, så kan han, pga. den voldsomme sprængkraft, gøre brug af dynamit eller nitroglycerin. Nitroglycerinen hører i dag fortiden til.

Klæder. De svenske kvindelige indvandrere var kendt for deres farvestrålende klæder. Da mange svenskere i 1880´erne kom til Danmark, opstod der vittigheder om deres påklædning. Mange kunne ikke forstå, hvorfor de svenske indvandrere holdt fast i deres traditionelle, og efter danskernes mening, alt for farverige tøj. I slutningen af 1800-tallet skete der for alvor en indvandring af svenske stenhuggere til Bornholm. De kom fra områder, der var ramt af arbejdsløshed. Mange tog til Amerika, men dem der ikke havde råd til en billet over Atlanten, tog, for en stor dels vedkommende, til Danmark. En under­søgelse om de svenske stenhuggere på Nordbornholm konkluderede, at svenskerne i perioden 1880–1921 udgjorde mellem halvdelen og en tredjedel af arbejdsstyrken.

Haralds Mortensens tøj. Harald Mortensen var stenhugger på Bornholm. Ved hans død i 1978 fik museet hans arbejdstøj foræret af hans søn, Helmuth Mortensen. Skindlufferne blev slidt og repareret flere gange – ved hjælp af en cykelslange!

Gravsten og svendestykke. Da stenhugger Peder Hildebrandt Andersen døde, tilhuggede sønnen Hans P. Andersen en gravsten. Gravstenen repræsenterer forskellige bornholmske granittyper og demonstrerer finstenshuggerens håndværk. Det var ikke usædvanligt, at arbejdet som stenhugger gik i arv fra far til søn. Således var en del stenhuggere i 1970´erne direkte efterkommere af de første stenhuggere fra 1880´erne; mange med svenske aner. Monumentstenen er et svendestykke af finstenshugger Svend Olsen, der blev udlært 1. oktober 1937 hos De Forenede Granitbrud.

Værktøj. Denne samling af værktøj hørte til den  del af processen, hvor en granitblok skulle løsnes fra klippen. Det har været et usædvanligt hårdt og møjsommeligt arbejde. Først skulle der bores en række huller i klippen, hvori der skulle placeres sortkrudt, der efter antændelse løsnede granitblokken fra klippen. Hullerne blev, i tiden før trykluftboret introduceredes i processen, boret ved håndkraft. Én mand holdt boret mod klippen, og to mænd hamrede skiftevis på borets ende. Efter hvert slag drejede den mand der holdt boret en kvart omgang, hvorefter et nyt slag fulgte. Denne proces forløb indtil boret var i bund i den solide klippe. Derefter kunne de  begynde at bore et nyt hul. Manden der holdt boret sad på en skammel - magen til den udstillede. Det er ikke svært at forestille sig, at arbejdet med at slå boret i klippen har været frygteligt hårdt, når man tager  hamrenes størrelse i betragtning. Da en lang række huller var blevet boret, kunne sortkrudtet påfyldes hullerne og antændes. Den nu frigjorte gigantiske granitblok skulle herefter deles i mindre stykker.

Værktøj. Når den store granitblok skulle deles i mindre stykker, begyndte det virkelige slid for alvor. Først skulle der laves en række af huller i blokken, hvori der skulle placeres kiler og kileblik. Herefter skulle der hamres på kilerne, indtil blokken flækkedes over i to dele. Herefter blev arbejdet gentaget, indtil de kløvede blokke havde de ønskede størrelser. Det afhang selvfølgelig af, om det var brosten, gravsten eller noget helt tredje, som stykkerne skulle bruges til. I tiden før 1900 hamredes hullerne til kilerne med en såkaldt pikkert, hvilket er ”hammeren” med de spidse ender. Dette værktøj blev senere erstattet af hammer og spidsmejsel. I den forbindelse blev italienske stenarbejdere i øvrigt hentet til Bornholm, for at lære de bornholmske stenarbejdere at bruge disse værktøjer i stedet for pikkerten. Endnu senere introduceredes kilehulsmaskinen. Når hullerne var blevet lavet, placeredes der en kile i hvert af hullerne. På hver side af kilerne placeredes der kileblik, der forhindrede kilerne i at hoppe op fra hullet, når der blev slået på dem med de store hamre. Når arbejderen havde hamret tilstrækkeligt længe på rækken af kiler, flækkede blokken.

Værktøj. Når stenblokkene var blevet delt mindre i stykker, så kunne de faglærte arbejdere træde i karakter. De skulle fabrikere brosten, kantsten, gravsten el. lign. De arbejdede ikke nede i stenbruddet, men i et huggeskur der lå ovenfor bruddet. Brostens– og kantstenshuggerne fik stenblokkene bragt op fra bruddet, hvorefter de huggede blokkene i de ganske bestemte mål, som brostenene og kantstenene skulle have. Brostens– og kantstenshuggerne blev aflønnet på akkord. Brostenshuggeren blev således aflønnet efter, hvor mange brosten han producerede, og kantstenshuggeren blev aflønnet efter, hvor mange meter kantsten han producerede. De kunne henholdsvis producere omkring 100 brosten og 12 meter kantsten på en dags arbejde. De stenhuggere der skulle lave gravsten, monumenter og andre finstensarbejder, de havde også stået længst i lære - nemlig fire år. Man har kaldt denne type arbejder for ”stenarbejdets adel”. Der var også, i hvert fald i ældre tid, stor forskel på dem og de andre i det daglige arbejde. De havde således deres egen fagforening, og det hedder sig, at de ikke ville spise deres frokost med de andre på arbejdspladsen. Værktøjet her er alt sammen de faglærte arbejderes værktøj. Det skulle kunne dele de mindre stykker granit og gøre overflader jævne. Det værktøj der ligner kødhamre, var finstenshuggerens værktøj til at gøre en overflade så glat, at den kunne bruges som gravsten.

Under overfladen
Under _overfladen
Om den bornholmske råstofudvinding og industri
Stor industri på Bornholm
Granit. Paradisbakkegranit er mørk med lyse uregelmæssige striber. Rønnegranit er mørk, fordi både dens kvarts og dens feldspat er gennemskinnelig, hvorfor de mørke mineraler dominerer granittens farve. Vanggranit har et plettet udseende, fordi de mørke mineraler er samlet i hobe. Hammergranit er ret lys ofte med et rødligt skær på grund af indhold af et jernmineral, som ruster. Svanekegranit er grovkornet, fordi den er størknet så langsomt, at der har været tid til, at store krystaller kunne dannes.