Skuddet

Printzensköld skydes i Storegade af Villum Clausen

  • 1658_3
  • 1658_42

Det svenske styre
29. april 1658 ankrede et par skibe op ud for Sandvig. Om bord var Johan Printzensköld, som var blevet lands- og slotshøvding over Bornholm. Med sig havde han 116 mand - 84 var soldater. Styrken overtog det gamle og temmelig umoderne slot Hammershus.

Printzensköld var en dygtig soldat, som var blevet adlet for sine indsatser i de svenske krige i Europa. Nu skulle han ikke føre krig, men administrere Sveriges nye ø. Den opgave tog han lige så alvorligt.
Bornholm og Skåne havde i 1658 endnu sin egen lovgivning, Skånske Lov. I Roskildefreden stod, at denne lov stadig skulle gælde under svensk styre.
I første omgang skulle svenskerne lære øen at kende. Printzensköld sendte breve hjem til kongen om forholdene. Meningen var at finde ud af, hvor megen skat og hvor mange soldater Bornholm kunne levere.
Øen var hårdt ramt af pesten fire år tidligere. Printzensköld forsøgte derfor så langt han kunne at mildne de skattekrav, han fik bud om fra kongen. Den tid svenskerne var på øen, inddrev de betydeligt mindre skat, end den danske lensmand havde inddrevet året før.
For den menige befolkning var det næppe nogen dramatisk omvæltning at komme under svensk styre. Man havde helt andre bekymringer.

Tegn på uro
Hen på efteråret 1658 har vi de første efterretninger om utilfredshed i det bornholmske samfund.

Printzensköld skrev flere indtrængende breve til kongen og til sin overordnede i Skåne, hvor han bad om forsyninger og mandskab. Styrken på Hammershus kæmpede med sygdom, dårlige bygninger og mangel på proviant. En ny vinter truede.
“Er jeg derfor ilde stedt, om jeg ikke snart får undsætning, eftersom jeg ikke have mere folk at stole på, end de som her ligge udi garnisonen ... og må tilmed frygte for indbyggerne som for en åbenbar fjende”
Brev 18. nov. 1658 fra Printzensköld til generalguvernør over Skåne, Gustaf Otto Stenbock.
8. december red Printzensköld fra Hammerhus til Rønne. Han medbragte breve, som skulle afsted til Sverige med endnu et nødråb om forstærkning.
I Rønne fik han et måltid mad hos byens ældsteborgmester Peder Larsen Møller. Pludselig stormede en gruppe mænd ind i borgmesterens stue.
“Overgiver du dig eller ikke, eftersom du er svensk og vi er alle danske” - sådan faldt ordene ifølge Jens Kofoeds senere beretning. Men Printzensköld gav sig ikke uden kamp.

I aktion
I november 1658 samledes nogle mænd i hemmelighed hos borgmester Peder Olsen i Hasle. I mødet deltog en kontaktperson fra det danske hof. Flere af deltagerne havde selv forbindelse til hoffet. Et brev fra kong Frederik 3. blev læst op. Det var en opfordring til opstand mod det svenske herredømme. Man har højst sandsynligt holdt flere møder. Da tre hollandske skibe med en dansk udsending om bord 23. november ankrede op nord for Rønne, forhandlede Peder Olsen og Claus Kam om hjælp til oprør mod de svenske magthavere. 

Opstandsplanerne blev pludselig aktuelle 8. december, da Johan Printzensköld red til Rønne. I Hasle havde han en heftig diskussion med Peder Olsen om manglende betaling af skatter. Peder Olsen forstod, at Printzenskölds ærinde i Rønne var at sende breve til sine overordnede om behov for omgående forstærkning.
Posten måtte stoppes. Oprørerne samledes i håb om at tage landshøvdingen til fange på vej til Rønne, men indhentede ham ikke.
I Rønne fik de information om, at Printzensköld var i ældsteborgmesterens gård. Jens Kofoed, Niels Gumløse og Jens Lauridsen Risom trængte ind i borgmestergården, mens Aage Svendsen og Claus Nielsen stod vagt. Jens Kofoed tog brevbundtet, som Printzensköld havde lagt fra sig på bordet. Der opstod tumult. Printzensköld blev ført ud på gaden, han rev sig løs og løb. Da lød der et skud... det var den unge købmand Villum Clausen, som var kommet til og resolut stoppede landshøvdingen. To vagter blev sat til at vogte liget.

Mod Hammershus
Planen havde formentlig været at fange landshøvdingen levende. Nu var der ingen vej tilbage, de øvrige svenskere på øen måtte neutraliseres. De svenske myndigheder i Skåne måtte under ingen omstændigheder få nys om opstanden.

I løbet af aftenen gik der bud til øens kirker om at ringe med kirkeklokkerne, som var signalet til de lokale militsmænd om at møde ved kirkerne. Militsen skulle siden samles ved Rutsker. Også oprørsgruppen red til præstegården i Rutsker, hvor de satte præsten Poul Ancher ind i situationen. Undervejs stødte de på enkelte svenske soldater, som blev overmandet. Her fik de tilfældigvis arresteret svenskernes kanonér, som var den eneste, der kunne betjene slottets kanoner.
Ud på natten slog Jens Kofoed og hans mænd lejr ved Hammershus. Efter daggry nåede militsgrupperne frem. Efterhånden var der samlet 500 mand, mod 60 soldater på slottet. Oprørerne meddelte slottet, at de havde Printzensköld som fange, og at de ville skåne både hans og de øvrige svenskeres liv, hvis de overgav sig. Den unge løjtnant, som havde kommandoen, bøjede sig. De svenske soldater blev afvæbnet og taget til fange. Først da opdagede de, at de var blevet snydt.
Magtovertagelsen var forløbet overraskende let. Allerede dagen efter blev der holdt et stændermøde på slottet. Her blev Claus Kam valgt som øens civile leder, mens Jens Kofoed fik det militære ansvar. Alt handlede nu om at få øen under dansk beskyttelse og holde den svenske stat i uvidenhed så længe som muligt.

Oprørerne
I Rigsarkivet findes en liste fra december 1658, som nævner 22 mænd, der deltog i opstanden. Her findes købmænd, borgmestre og en præst, flere af dem relativt unge. Det var spidsen af det bornholmske samfund, som tog affære. Flere af dem havde deltaget i den formelle hyldning af Karl 10. Gustav i Malmö 25. maj 1658.

Peder Olsen - Hasles 48-årige borgmester, var den samlende person. Leder af den bornholmske milits under svenskernes angreb i 1645, hvor han overgav øen til svenskerne. Efterfølgende blev han anklaget for forræderi, men frifundet. Han støttede bornholmske bønder mod den danske lensmand Ebbe Ulfeldt, som blev afsat i 1651.
Claus Kam - Rønnes borgmester. Han var af skotsk herkomst.
Jens Kofoed Pedersen - 30 år gammel, men allerede med en dramatisk fortid.
Niels Nielsen Gumløse - Byfoged i Hasle. Af skånsk slægt. Tidligere ryttersoldat under Ebbe Ulfeldt.
Poul Hansen Ancher - 28-årig præst som fungerede i Hasle og Rutsker, selv præstesøn fra Skåne. Var uddannet i København og havde kun boet på Bornholm i få år.
Jens Lauridsen Risom - Købmand, ridefoged på Hammershus inden svenskernes ankomst.
Villum Clausen - Skød Printzensköld. Svoger til Jens og Mads Kofoed.
Hans Mathiesen - Rigshofmester Joachim Gersdorffs tjener.
Aage Svendsen - Korporal i Bornholms milits.
Mads Kofoed Pedersen - Skipper. Bror til Jens Kofoed.
Hans Kofoed Olsen - Frimand på Blykobbegård nær Rønne, ældre slægtning til Jens og Mads Kofoed.
Claus Kofoed Olsen - Bror til Hans Kofoed.
Hans Christensen - Tolder, tingskriver ved Vestre og Nørre Herred.
Hans Lauridsen - Skipper.
Jens Jensen - Skipper.
Anders Stalle
Morten Mortensen
Oluf Andersen
Claus Nielsen
Erland Olufsen
Mogens Tidemann
Unavngiven - Kongens udsendte?

Villum Clausens pistol?
1658_40
Pistoler på den tid
Villum Clausens pistoler har vi ikke. Det kunne have været en pistol af denne type, han brugte, da han skød landshøvding Johan Printzensköld 8. december 1658. Pistolen er dansk, ca. 1620. Pistolen er udlånt af Tøjhusmuseet. Pistoler havde man i sæt af to. Hjullåspistoler blev almindelige i 1500-tallet. Det var teknisk avancerede håndvåben med stor driftsikkerhed.