5 tønder guld

Bornholm på danske hænder kostede 5 tønder guld

  • 1658_10

Frederik III måtte bøde 5 tønder guld til svenskerne for at beholde Bornholm. Her er de originale dokumenter, der viser forløbet af overdragelsen af Bornholm til den danske konge.

Danmark næsten udslettet
Krigen mod Sverige i 1657-58 var en katastrofe for Danmark. Det var kongen og rigsrådet, som havde angrebet Sverige i et forsøg på at generobre områder, som var blevet afstået i 1645. Det viste sig snart at være overmodigt. En krigsvant svensk hær angreb Jylland sydfra og gik i isvinteren over de danske bælter. Snart stod de omkring hovedstaden. Danmark stod over for total overgivelse.
Stormagterne England og Holland ville ikke acceptere et svensk storrige, som kunne kontrollere handelen i Østersøen. 15. februar 1658 indledtes internationale fredsforhandlinger. Rigshofmester og lensmand på Bornholm, Joachim Gersdorff, var en af de danske forhandlere. Corfitz Ulfeldt, den tidligere rigshofmester i Danmark, en af de svenske.
26. februar 1658 blev fredsaftalen underskrevet. Den engelske mægler fortalte siden, at Joachim Gersdorff, mens han førte pennen, hviskede kejser Nero’s ord: ”Utinam nescirem litteras” - Gid jeg ikke kunne skrive.
Det danske rige, der engang havde være Nordens stormagt, var reduceret til en lilleputstat. Danmark måtte afstå Skåne med Bornholm, Halland, Blekinge, Bohuslen og Trondheim Len. Oven i købet måtte landet betale en krigsskadeerstatning på en million rigsdaler og 2.000 udrustede ryttersoldater. Den svenske hær havde lov til at opholde sig i Danmark indtil midten af maj. Den skulle forsørges af en befolkning, som i forvejen var dybt forarmet og udplyndret efter krigen.

En pestbefængt fattiggård
Der blev krig igen. Karl 10. Gustav fortrød, at han ikke havde erobret hele Danmark, da han havde chancen. København blev angrebet igen i 1659 og belejret i næsten 22 måneder.
Denne gang greb hollænderne ind militært. Ved et stort søslag i Øresund brød den hollandske flåde igennem de svenske spærringer, og kom København til undsætning. Hovedstadens indbyggere var trængte, men under et svensk stormløb holdt de stand på byens volde. Tropper fra Brandenburg, Polen og det tyske kejserrige støttede Nederlandene og tilbageerobrede bl.a. Fyn fra svenskerne.
Midt under denne uventet hårde modstand døde Karl 10. Gustav pludselig af sygdom i februar 1660. Nu var det Sverige, som var tvunget til forhandlingsbordet. Atter sad stormagterne med og sikrede sig adgang til Østersøen. Den nye aftale bekræftede Roskildefreden på næsten alle punkter, men på Bornholm havde man på egen hånd erklæret sig for danske. Det krævede Sverige nu erstatning for.
For den almindelige befolkning havde krigen betydet udskrivning af mandskab, plyndringer, ekstra skatter og epidemier.
Danmark var forvandlet til en pestbefængt fattiggård.

Fem tønder guld
Først ved den endelige fredsaftale mellem Sverige og Danmark i 1660 blev det internationalt anerkendt, at Bornholm igen hørte til Danmark.
Den danske konge og hans arvinger fik Bornholm “for evindelig arv og ejendom” mod at yde den svenske konge erstatning på 500.000 rigsdaler eller fem tønder guld. Til sammenligning inddrog Johan Printzensköld blot 1.253 rigsdaler i skatter på Bornholm.
500.000 rigsdaler var et enormt beløb, som Danmark ikke kunne udrede. I stedet fik den svenske krone 18 godser i Skåne, som trods afståesen af landsdelen stadig var ejet af danske adelsmænd. Den danske konge måtte til gengæld give disse godsejere nye ejendomme fra kronens besiddelser i Danmark.
I forbindelse med hyldningen af kong Frederik 3. som arvekonge på Bornholm i september 1661, prøvede hoffet at få bornholmerne til at betale erstatningen for sin egen tilbagevenden til Danmark. Dette var helt urealistisk. Stænderne accepterede en tiendedel af beløbet, men ikke mere en 6.840 rigsdaler blev faktisk inddraget i de kommende år.

På opfordring
I 1600-tallet tænkte folk ikke så meget på, hvilket land de tilhørte. At bornholmerne kom under svensk herredømme var ikke i sig selv grund til oprør. Hvad var deres motiver?
I 1645 var en stor svensk styrke gået i land på Bornholm og havde plyndret Nexø. Dette overgreb huskede bornholmerne. Peder Olsen var den gang leder af den bornholmske milits, som havde taget kampen op, men overgivet øen. Andre af oprørerne var fra Skåne, hvor de havde oplevet tilsvarende plyndringer.
Flere af lederne var driftige købmænd, som kunne være bange for, hvilke nye skatter det svenske styre ville pålægge dem. Også bondebefolkningen blev pålagt forskellige skatter i løbet af 1658, men det var alt i alt mindre, end Danmark havde indkrævet året før.
En tung byrde for befolkningen var udskrivningen af 350 soldater, som blev udskibet fra Rønne og sendt til svenske fronter i Europa. Det var et stort indhug i øens arbejdsduelige befolkning, efter at pesten havde hærget flere gange i løbet af 1600-tallet.
I efteråret 1658 brød Sverige Roskildefreden, og begyndte en ny krig mod det svækkede Danmark. Det var formentlig den direkte anledning til, at Frederik 3. opfordrede til opstand på Bornholm og i Skåne.
Ville de bornholmske borgere have gjort oprør uden kongens indblanding? Næppe, men kilderne fortæller intet om, hvad der blev tænkt på øen, før begivenhederne tog fart i november og december 1658.

Kongens kup
Opstanden var gået over al forventning. De bornholmske borgere havde magten, og ingen uden for øen vidste endnu, hvad der var sket.
Det var livsvigtigt, at Danmark blev orienteret først, for på papiret var øen stadig svensk. Opstanden var i strid med freden i Roskilde - og man havde helt uhørt slået landshøvdingen ihjel!
12. december kunne bornholmerne høre i kirken, at der igen blev bedt for den danske konge. Dagen efter skrev de bornholmske ledere et bønskrift til Frederik 3. om at blive en del af det danske rige igen:
“...at vi derfor lige som tidligere må blive og være under Deres Majestæts nådigste beskyttelse og nyde vore gode danske love og privilegier...”
Vejret drillede. Først 21. december kunne man sætte sejl mod København. Lillejuleaften overrakte en delegation anført af Peder Olsen bønskriftet til kongen. I løbet af julen var der forhandlinger om Bornholms fremtid. 29. december blev underskrifterne sat på et dokument, hvor Bornholm ikke blot blev indlemmet i riget, men givet til kongen og hans arvinger til evig arv og eje. Som tak fik de navngivne mænd bag opstanden privilegier i form af embeder og skattefrie gårde.
Kongen havde gennemført et kup. Han havde ført forhandlingerne bag om ryggen på rigsrådet og fået enevældig magt over Bornholm. To år senere blev enevælden - kongens diktatur - indført i hele Danmark.

Knap eller kugle
Generationer har genfortalt historien om opstanden i 1658. Det er blevet til svensk undertrykkelse og udbytning af den bornholmske befolkning. Om heltemodige mænd, der tog sagen i egen hånd og stod op mod overmagten. At Printzensköld blev skudt med en sølvknap, er en anden fortælling.
Opstanden i 1658 er blevet en del af den bornholmske selvforståelse. Fortællingerne er blevet tilpasset skiftende tiders holdninger og de herskende forhold på Bornholm.
Gennem 1800- og 1900-tallet er opstanden ofte blevet set som udtryk for den bornholmske befolknings danske nationalfølelse. Mindestenen ved Hammershus, som blev rejst i 1912, bærer disse svulmende linier:
Folket brød sit Fremmedaag
Her hvor Klippen bryder Sø
Frifødt Æt har fædres Sprog
End Bornholm er Danmarks Ø

Under Anden Verdenskrig blev der trukket paralleller til den tyske besættelse, og under den russiske besættelse efter krigen havde bornholmerne igen oplevelsen af at være en ”forladt ø i Østersøen”.
Bornholmstrafikkens vigtigste færge hedder i dag “Villum Clausen” - efter manden der skød Printzensköld. Den gamle færge “Poul Anker” er opkaldt efter rutskerpræsten, som var samlingspunkt for Bornholms millits. Tidligere færger har heddet “Jens Kofoed” og “Peder Olsen”.
Hvor mange af historierne om 1658 er sande? Vi har kun få kilder, de fleste er svenske. De er skrevet lige før, under og efter opstanden. Nogle af beretningerne er øjenvidneskildringer. De få danske kilder er især officielle dokumenter skrevet efter opstanden.
I udstillingen findes Baggegårdsbibelen med en kort håndskrevet notits om drabet på Printzensköld, bornholmernes bønskrift til Frederik 3, kongens gavebrev, samt listen over opstandens hovedmænd.
Andre vigtige kilder er:
”Fortegnelser paa adskilligt, som sig paa Borringholm haver tildraget” 1602-1687.
”Chronica Borringiaca eller Bornholms historiske Beskrivelse fra første Insulens Bebyggelse indtil Aar 1671”, skrevet af degn i Aa Kirke, Rasmus Pedersen Ravn.
”Kofoedske Relation”, oprindelse er uklar, kan være skrevet af Jens Kofoed Pedersen selv.
Det vi kan sige er:
- at det svenske styre ikke var mere undertrykkende end det danske. Svenskerne var få og dårligt udrustede.
- at det højst sandsynligt ikke var meningen at dræbe Printzensköld.
- at de drivende i opstanden tilhørte det øverste lag i det bornholmske samfund.
- at den danske konge direkte havde opfordret de bornholmske borgere til opstand.
- at kongen brugte Bornholm og Skåne som led i spillet om at få den totale magt i Danmark - enevælden.

Frederik III
1658_9
Fra bøn til gave
1658d
I Rigsarkivet findes dokumenter, der kan være med til at fortælle os noget om opstanden i 1658.