Fra lergraven til Hjorths Keramikfabrik

Udstillingen på Hjorths Fabrik fortæller om lerets liv, fra det bliver gravet op af jorden, bearbejdet i den keramiske proces og til sidst lander på kaffebordet.

Oplev et stykke unikt levende industrihistorie på Hjorths Keramikfabrik i Rønne. Fabrikken består af mange bygninger og rum, som er kommet til gennem fabrikkens over 150 år lange levetid. 

Helt centralt er den lokale råvare - leret og bla. granitten. På Bornholm har vi mange forskellige lerarter, det har skabt grobund for teglfabrikker og keramikfabrikker. På Hjorths Fabrik kan du følge og høre om den særegne behandling og bearbejdning af leret. Oplev udformingen, designet og dekorering, glaseringen mm. Det er en lang og krævende proces, hvor mange fagfolk er involveret. Mød nogle af dem på din vej rundt på Fabrikken.

I udstillingerne kan du se de mange forskellige produkter fra Bornholms store keramikfabrikker og mindre fabrikker samt små værksteder.

Fabrikkens butik er nyistandsat, og her ender de mange forskellige varer fra fabrikken i dag.