Hollandske møller

  • Hollandsk mølle

En hollandsk mølle kalder man også tit en “hollænder”; og navnet kom­mer ganske enkelt af, at det er en mølletype, som blev indført fra Holland af hollandske møllebyggere i midten af l700tallet.
Den samme betegnelse findes i mange andre europæiske lande.
Den første hollandske mølle vi kender her kom til at stå på Christiansø, opført 1761.
Først 30 år senere i 1793 kom den første hollandske mølle til Bornholm. Fra midten af 1800tallet tog bygningen af hollandske møller rigtig fart.

På hollænderne er det kun hatten med vinger, som krøjes, drejes op mod vinden; på stubmøllen skal hele møllen drejes.
Ordet “hatmølle” bruges også for en hollandsk mølle.
De ældste hollændere var “svans­krøjere”, dvs. at møllen havde et langt kraftigt tømmerstykke, som var fast­gjort i hattens tømmerramme, “saks­tømmeret”, og rakte helt ned til jorden (en “jordhollænder”) eller til galleriet “omgangen”, et stykke oppe på møllen (en “gallerihollænder”).

Svansen var fastholdt med stivere til krøjebjælkerne “krøjehornene”, som ligeledes var fastgjort til hattens sakstømmer, og de ragede ud på begge sider af møllen.
Hatten hvilede på en “drejering”, øverst på mølleskroget, hvor hatten kørte på “skøjter” eller rullet.
Selve krøjningen foregik nede på jorden eller på omgangen, ved hjælp af et spil nederst på svansen.
Fra spillet kunne et reb med en stor krog hægtes fast i store jernøjer i jorden, klippen, eller på omgangen.

Hent Møllerne på Bornholm som:
kml til Google Earth og Google Maps.
gpx til Garmin, TomTom, Magellan, m. fl.
Om Møllerne på Bornholm
Denne webside har hentet materiale fra ”Møllerne på Bornholm” Udgivet i 1998 af Bornholms Amt og Carrefour Bornholm.