Museets nye bog om Sorte Muld og guldgubberne sætter fokus på den del af den bornholmske kulturarv, der formentlig kommer tættest på en arv af et internationalt format! Bogen udkommer lørdag 29. november 2008 og præsenteres ved en reception på Bornholms Museum samme dag, kl. 14-16.

Vi ville ellers gerne påstå, at vores bornholmske historie i flere sammenhænge rækker ud over Østersøens vande. Tænk blot på vores fire middelalderlige rundkirker og på Hammershus, Nordens største borgruin. Andre historiske højdepunkter, som vi synes kan vække interesse, måske på europæisk plan, er de begivenheder, der i 1658 fik bornholmerne til at likvidere den svenske landshøvding og tilbagelevere øen til den danske konge - og den tragiske afslutning på Anden Verdenskrig, hvor sovjetrusserne ”befriede” Bornholm og bombede Rønne og Nexø. Problemet er bare, at man formentlig skal være bornholmer for at kende til de begivenheder. Bornholmeruret da? Tja, så kendt er det da i hvert fald stadig i resten af landet, at et standur, uanset hvor det er fremstillet – i Danmark – kaldes et bornholmerur.
Nej. Når internationale forskere viser interesse for Bornholms historie, så er det i høj grad Sorte Muld, der er i fokus. Her er virkelig en bornholmsk kulturarv, der løfter sig op på et internationalt plan!

Fra Sorte Muld, der ligger på et højdedrag over Svaneke i Ibsker sogn, har man kunnet overskue kysten fra Gudhjem i nord til Nexø i syd og mod øst til Christiansø. Det markant beliggende jernalder-rigdomscenter var politisk, økonomisk og religiøst øens kraftcenter og sandsynligvis også residensen for øens egen konge.

Sorte Muld, der med ”satellitbopladser” dækker et over én kvadratkilometer stort område, har været intensivt bebygget fra ca. 700 f. Kr. til ca. 800 e. Kr. Sorte Muld havde sin storhedstid i germansk jernalder (375-750), men var allerede veletableret som centralplads i romersk jernalder og måske tidligere. Der hvor bebyggelsen har ligget, er jorden vitterlig helt sort. Den sorte farve på Sorte Muld stammer fra den enorme ophobning af trækul og organisk materiale (dyre- og fiskeknogler), som igennem århundreder er blevet akkumuleret på stedet. Ph(fosfat)-værdien er usædvanlig høj, også i forhold til øens andre jernalder- og vikingetidslokaliteter med bevarede kulturjordslag (såkaldte sortmuldspladser). I kombination med en kalkrig, leret undergrund gør det Sorte Muld til et af de jordbonitetsmæssigt og udbyttemæssigt bedste landbrugsområder i Danmark.
Efter 25 års undersøgelse har de mange arkæologer, der har arbejdet med dette enestående område, valgt at gøre status med publikationen ”Sorte Muld”. Men selv efter så mange års indsats i marken og ved skrivebordene er det dog for tidligt at sætte et endeligt punktum. Der vil stadig være behov for nye undersøgelser for helt at forstå det Sorte Muld, som i dag mest er kendt i offentligheden for sine næsten 2500 sirligt prægede små guldblikbilleder (guldgubber), men som også har givet mange andre opsigtsvækkende fund og resultater.
24 forfattere, de fleste arkæologer, men også andre fagfolk og amatørarkæologer, fortæller, ikke blot om guldgubberne, men om de mange andre spændende genstande, der er fundet på Sorte Muld. De beretter også om de undersøgelsesmetoder, der er benyttet på stedet, om amatørarkæologernes metaldetektorarbejde, om fosfatkartering og terrænopmåling. Og som noget væsentligt diskuteres bebyggelsens rolle og udvikling gennem jernalderen.

”Sorte Muld” er Bornholms Museumsforenings årbog til medlemmerne 2008. Den udgives i samarbejde med Wormianum og Kulturarvsstyrelsen.
”Sorte Muld”,
Redaktion: Christian Adamsen, Ulla Lund Hansen,
Finn Ole Nielsen og Margrethe Watt.
Layout: Martin Stoltze.
200 sider, indbundet, fyldt med fantastiske farvebilleder.
(Bogen kan også købes i løssalg, 275 kr.)
En engelsk udgave udkommer i marts.