Til arkivet

En lille bornholmsk "runesten"

Man kan gøre rigtig mange spændende fund i Bornholm Museums store samling. Et af de mere upåagtede er en lille ”runesten”. Den er 19 cm høj, ca. 2 cm tyk og 12 cm på det bredeste sted. Materialet er limonitcementeret sandsten rimeligvis fra Rønneområdet. Den er fint formet med rammestreger til runeindskriften og en lukket kant rundt om hele stenen. Skilletegn mellem de enkelte ord forekommer, men er ikke udført konsekvent. Både stenens form, tekstens udseende og læsemåde – fra venstre mod højre – minder ved første øjekast om den store Jellingsten. Vort første skriftsystem i Danmark – runerne – forekommer i tre perioder. Det ældste, almindeligvis kaldet germanske runer, har 24 tegn og anvendes fra ca. år 0 til ca. år 6-700. Disse tegn forekommer på et af de nok så berømte guldhorn. Det følgende – de nordiske vikingetidsruner med 16 tegn - omfatter tiden ca. år 650 til ca. år 1025-50. Det er dem, vi træffer på de fleste af vore runesten rund om i landet – også på Bornholm. Endelig optræder runerne ned i middelalderen, ca. år 1050 til ca. år 1400, hvor de stort set dækker det alfabet, vi kender i dag. De ses hyppigt på kirkeligt inventar og på forskellige løsgenstande. Mange har i tidens løb ladet sig inspirere af runestenene og selv forsøgt sig som runeristere, og det er her vor lille ”runesten” kommer ind i billedet. Hvad skriver man på en sådan sten? Man må, hvis man ikke behersker runekunsten, have et forlæg både med hensyn til tekst og skriftbillede, og hvad er da vel mere naturligt end at skele til vore nationale klenodier: den lille og den store Jellingsten. Det er da nok også disse to sten, runeristeren har ladet sig inspirere af. På stenen står følgende: G* O R M D* E* N G* A M L E* L O D* G* Ø R E* D* E* T T E* M I D* E* E* F T E* R S E* N D O N N I N K T Y R A D* A N M A R K S B O D* De med * mærkede runer er såkaldte ”stungne” runer (runer med prik eller streg), der ændrer k > g, t > d, i > e. Disse runer tages i anvendelse i den sene del af vikingetiden og bliver gængse i middelalderens runetekster hovedsagelig for at lappe på det ret så skrabede vikingetidsalfabet. Teksten lyder i oversættelse: Gorm den Gamle lod gøre dette minde efter sin dronning Thyra Danmarks Bod. Det er nu ikke helt, hvad der står på stenen i Jelling. Her kan man læse følgende – ordret: Gorm konge gjorde kumler disse efter Thyra kone sin Danmarks Bod. Alene teksten viser klart, at vi har at gøre med en parafrase, måske hentet fra en historiebog eller lignende. Kong Gorm ville næppe have benævnt sig selv ”den Gamle”. Det er da også et tilnavn, som eftertiden har givet ham. Nemmere er det at lokalisere den type runer, som runeristeren har benyttet sig af. Det drejer sig om den type middelalderlige runer, som vi finder i et runehåndskrift fra o. 1300 (Skånske Lov). Teksten er ganske enkelt oversat bogstav for bogstav, hvor et latinsk bogstav er erstattet med et runetegn. Et par steder er det dog gået galt. Et bogstav – r – er glemt i dronning, 1-runen er vendt på hovedet, ordet sin er stavet med e (stungent i) og dobbeltkonsonalt i ord forekommer ikke i de ægte runeindskrifter. Det gør de her – i dronning og dette. Flere af disse ”fejl” – dog ikke dobbeltkonsonanter – kender man imidlertid fra de ægte runeindskrifter. Runeristere dengang var ikke ufejlbarlige. De indridsede runer står imidlertid meget smukt og klart og er lette at læse, selv om stenen visse steder er lidt nedslidt, fx i området omkring ordet dronning. Endelig har der nede i det højre hjørne været plads til en tegning af et menneske, lidt i stil med den slags børn tegner. Tør man gætte på, at det skal forestille dronning Thyra? Derimod er tegningen til venstre for ”dronningen” mere kryptisk. Noget bud herpå er der ikke. Vi kan altså konstatere, at vi har at gøre med en runesten, der i form minder om den store Jellingsten, med en indskrift, der har sit forlæg om end parafraseret i den lille Jellingsten, og en skrifttype, der har sin rod i middelalderens runealfabet, men hvor stavemåden af det enkelte ord snarest er en oversættelse fra et mere nutidigt dansk. Et falsum ville man måske sige, hvis man var meget nøjeregnende, men de fleste ville vel nok kalde vor lille ”runesten” en for-sjov sten – døm selv! Den lille Jellingsten dateres til ca. år 935 og her benyttes det klassiske vikingetidsalfabet, hvilket også gælder for den store, der dateres til ca. år 983-85. Vor lille runestens datering er ukendt, men den har hørt til i museets samling i mange år – og her bliver den! Lilliane Højgaard Holm, Rønne okt. .07