|
Ved
dykning med snorkel blev der 30. maj fundet en sølvskat i
Sosebugten. Skatten lå blandt mindre sten og lignede en spand
eller et rør. Skatten består af to sammensatte store bægre med
tre skeer og skaft, hæfte og dubsko - formentlig sammenhørende -
til en kårde. Alt bestemt som værende fra 1600tallet og dermed
uden tvivl hidrørende fra forliset i Sosebugten, 4. december
1678. 15 skibe strandede ved Sose Odde. Ud af en flåde på 25
skibe forliste de 18, men 3 nåede at slippe fri og sejle videre.
Flåden kom fra Pommern med en svensk hærstyrke, som havde
overgivet sig til kurfyrsten af Brandenburg. Der var mange
mennesker ombord: ca. 3.400 mand, 600 kvinder og børn, det
pommerske arkiv og – ifølge kilderne - : ”en usigelig skat af
rede penge, guld, sølv, klenodier og mange kostelige mobilier”.
Men det var en menneskelig katastrofe. Man mener, at der omkom
mere end 1500 mennesker; det nøjagtige antal får vi nok aldrig
at vide. Måske Danmarkshistoriens største skibskatastrofe!
Det
var Jens B. Thomsen fra Rønne, der var den heldige finder. Han
kontaktede straks Bornholms Museum – som igen tog kontakt til
Vikingeskibsmuseet i Roskilde, som har det marinarkæologiske
ansvar for farvandet omkring Bornholm.
I denne uge har to marinarkæologer fra Vikingeskibsmuseet
undersøgt fundstedet i Sosebugten. Arbejdet blev forestået af
lederen af Marinarkæologiske Undersøgelser, Jørgen Dencker.
Siden fundet blev gjort, har vinden imidlertid flyttet rigtigt
meget sand i bugten – hvilket betyder, at skattefundstedet har
ændret sig. Så selv om der var mulighed for nye fund, var det
beskedent, hvad der fandtes under de tykke sandlag: En tynd,
sammenkrøllet messingplade med stempler, der dog også menes at
stamme fra det store forlis.
Dykkere, som har arbejdet på fundstedet i årevis, har gjort
rigtig store øjne. Det er første gang – så vidt vi ved – at der
er fundet en skat af denne størrelse fra det store forlis.
Skatten udstilles fra og med fredag 26. juni på Bornholms Museum
i vores 1600tals udstilling om opstanden i 1658 - hvor vi netop
også har fokuseret på forliset i Sosebugten og viser de øvrige
fund, der er gjort på stedet gennem de sidste halvhundrede år. I
løbet af august måned udstilles det på Vikingeskibsmuseet i
Roskilde.
To
– knap 18 cm høje bægre med måleangivelser og sølvstempel i
bunden og betegnelsen ”13 lötig”, for lødigheden. Nordtysk?
Kerubske
af forgyldt sølv med fine ciseleringer.

To
ens sølvskeer med spejlmonogrammer på skaftenderne.
 
Håndbeskytter, sølvtrådsbeviklet
skaft og dubsko til kårde (til højre).


Genstandene kan være bytte, som man har
bragt med sig hjem fra Tyskland. Vi arbejder i øjeblikket på at
få bestemt genstandene sammen med vores kolleger på
Vikingeskibsmuseet og med museumskolleger i Stockholm og Kalmar.
PS. der er sidst skrevet om
Soseforliset i Bornholmske Samlinger 2008 af henholdsvis Jakob
Seerup og Henrik Vensild.
|