|
|
![]() |
Formidling |
|
Ugens historie 15 -
06 |
|||||
|
Om den bornholmske
keramik – og BOFA!
|
Bornholm
er om noget sted i Danmark en keramikø – hvilket skyldes at
råstofferne, leret, af den rigtige gode kvalitet, er – eller var –
til stede i så rigelig mængde. Og dertil kunne man lægge, at
datidens transportsystem også var velfungerende: Leret fandtes
omkring Rønne og lod sig nemt transportere til byens pottemagere og
keramikfabrikker på hestevogne. Rønne havn rummede en vældig
sejlskibsflåde, som netop levede af at transportere alt mellem
himmel og jord til og fra Bornholm.Det helt store opsving for pottemagerne kom i midten af 1700tallet, samtidig med at en helt ny håndværkerstand, urmagerne, kom til. Bornholm – en keramikø: Der har været ca. 200 selvstændige pottemagerværksteder på øen siden 1700tallet; 25 større og mindre keramikfabrikker siden 1800tallet – og ca. 150 selvstændige keramiske værksteder siden 1900årene! En af de mange fabrikker, der næsten som en døgnflue virkede på Bornholm i en kort årrække og skaffede mad på bordet til en række mennesker, var keramikfabrikken ”BOFA” i Østergade i Rønne. BOFA = Bornholms Fajancefabrik. Fabrikken var i funktion fra 1953 til 1963 og kendes i dag særligt for to produktionstyper: ”genoplivningen” af gamle modeller og produktion af fajance i moderne former. En af fabrikkens ejere, Leif Henriksen har i et lille hæfte skrevet om fabrikkens 10årige historie. Han skriver selv ydmygt, at ”Af den bornholmske keramikindustris glorværdige historie er Bofa-keramik naturligvis kun en ganske lille prik. Men alle prikker – selv den allermindste – er en del af en stor helhed og bør derfor ikke glemmes.” Måske var Bofa nok en af bornholmsk keramiks små prikker, men værkstedet i Østergade havde eksisteret i næsten præcis i 100 år. Det nemlig en
svoger til Lauritz Hjorth, Hjorths Fabrik, der ved siden af sine
forældres hus erhvervede en ejendom og indrettede den til
fajancefabrik i 1861-62. Han hed Jens Olsen Kjøller. Han producerede
især gul fajance, med stemplede desværre ikke sine varer, så vi
kender ikke noget, vi kan henføre til hans hånd.Kjøller døde i 1898 og ny ejer af fabrikken blev Wilhelm Grønberg. Han fik 22 år på fabrikken; i 1920 overtog Andreas Holmgren virksomheden, som overgik til en søn, Valdemar Holmgren i 1946. På stedet havde man især produceret gul fajance, alt sammen helt anonymt. Andreas Johannes Holmgren I 1953 indgik Valdemar Holmgren i et interessentskab ”Bofa-keramik” med Aksel Andersen og Leif Henriksen. Og i 1963 var det slut, fabrikken solgtes til en virksomhed på Fyn. I Hjorths
Fabriks åbne magasiner kan man i et af skabene se en lille del af
fabrikkens produktion. På øverste hylde ses gul fajance med hvide pibelersdekorationer fra den genoptagelse af gamle former, som ejerne af fabrikken ”Bofa” i Østergade i Rønne tog fat på i 1953. Det fine grønlige stel med de hvide dekorationer er formgivet af Lisbet Munch Petersen med inspiration i det ældre gule stel. Både Lisbet og datteren Ursula Munch Petersen arbejdede på fabrikken i 1950erne. Også Gertrud Kudielka (fra Hjorths Fabrik) og Folmer Lassen (senere ”Pottemagerhuset”) havde deres gang på fabrikken. På midterste hylde ses til venstre nye ting efter gamle modeller. Til højre fabrikkens virksomhedsskilt og foran det lidt af den moderne produktion af keramik med en mat sort glasur. Noget blev forsynet med peddigrørsflettede hanke, som arresthuset i Rønne leverede. Serien var en succes - så længe den varede - med ikke færre end 16 ansatte. På nederste hylde ser man til venstre ting fra Andreas Kofods fabrik i Lille Madsegade i Rønne. Han ejede fabrikken fra 1885 til 1923. Men inventar og modeller mm. blev derefter overtaget af Holmgren. Og endelig ser man til højre sparegrise fra Holmgren og Bofas turistsouvenirs. Eksempler på den gule fajance vil man kunne se i rigt mål i keramikmuseets åbne magasiner. Hjorths
Fabrik er åbent hverdage 13-17, lørdage 10-13.Leif Henriksens lille bog kan købes for 25 kr. på Hjorths Fabrik eller på Bornholms Museum. Bogen er på 24 sider og forsynet med en række ældre fotos fra Bofas virksomhed og produktion.
| ||||