Ugens historie 09 - 09
Til arkivet
Finurlige billedskærere eller - mand med modvilligt muldyr

Billedskærer Christian Kofoed til venstre, Carl Lind til højre. (Foto (th.) Svendsen, Hasle).

Bornholms har fostret flere billedskærere, som talentmæssigt spænder fra den meget professionelle billedskærer til de, der for egen fornøjelses skyld har hygget sig med at skære figurer i træ.
Navnkundig er billedskærer Christian Kofoed, Nørregade i Rønne, 1882-1958. Mange bornholmere vil have overdådige arbejder fra hans hånd på deres møbler, døre og andet inventar. I sine sidste år skar han træfigurer, der karikerede bornholmske originaler og folketyper – og de blev/er særdeles eftertragtede.
En anden kendt billedskærer var Carl Lind i Hasle. Han var også en gudbenådet billedskærer, som mange endnu vil huske. Han skar også mange figurer – hvoraf flere er i museets eje, og han skar bl.a. fantasifulde fuglehuse, der en gang prydede haverne i Hasle og omegn.
Undertegnede mindes en historie om en billedskærer i Melsted, som havde
en så god forretning, at han endte med at støbe sine figurer i gips – ellers kunne han ikke følge med efterspørgslen.
Museet har lige modtaget nogle morsomme arbejder fra endnu en billedskærer, Carl Kaas fra Olsker. Han var murer, men havde lysten og evnen til at snitte og gjorde det for egen og familiens skyld. Urtårnet, som ses her, er over en meter højt. Det er skåret i 1895 og ifølge familien efter en illustration i et tidsskrift. Men sikkert tilsat en god portion fri fantasi. Urtårnet er festligt i al sin naive overdådighed. I portåbningen har der ifølge familien en gang stået en soldat med en bajonet. Han havde 15 forskellige hatte, han kunne skifte imellem. De lå i tårnets overbygning. Desværre er de for længst væk.
 


Med tårnet fulgte tre figurer. En ”mand med modvilligt muldyr” – eller er det et æsel? Og så selvfølgelig den ugle, der hører til i et rigtigt tårn.
Der er sikkert folk, der vil kunne fortælle både om disse og andre billedskærere – og vi hører gerne fra dem, så vi kan få – ”bevaret bornholmske billedskæreres bedrifter” - for eftertiden.

Ann Vibeke Knudsen 23. februar 2009