Der har i århundreder været mange vandmøller langs de bornholmske vandløb.
Der fandtes tidligere en meget enkel form for vandmøller, de så kalde ”plaskemøller”.
De havde horisontalt hjul på en lodret aksel.
Der skelnes mellem underfaldshjul og overfaldshjul, afhængig af hvordan vandet ledes til møllen.
Overfaldsmøllen ligger gerne ved åer i kuperet terræn med stærkt fald,
hvor vandet ledes til møllehjulets overside.
De mest almindelige er underfaldsmøllerne, hvor vandstrømmen løber til undersiden af hjulet.
Vandtilstrømningen kunne foregå ved opdæmning af mølledamme og stigborde for regulering af
vandtilførslen til møllen; det gav en god stabil kørsel med møllen.

Møllen kunne også placeres ved etablering af en møllerende; et ekstra løb på åen,
hvor vandet kunne reguleres ved et stigbord og et omløb.
De små vandmøller ved gårdene var ikke ret effektive.
Et gammel talemåde siger, at en bonde kunne smide en tønde korn på møllen,
og gå på harejagt mens kornet blev malet.
Vandtilførslen var ustabil, afhængig af årstid, og vindmøllerne var derfor en god afløser eller supplement
til vandmøllerne.

Omkring 1800 var der ca. 75 stub-møller på Bornholm.
Stubmøller­ne menes indført med lybækkerne i 1500tallet og var den almindelige vind­mølletype,
indtil de første hollandske møller indførtes på øen i slutningen af 1700tallet.
Større garde kunne have deres egen stubmølle, men ellers var møllerne selvstændige.
Der var frit møllen, så enhver kunne hygge sig en mølle; i det øvrige Danmark var det begrænset af et privilegium. Stubmøllens konstruktionsprincip er, at selve møllen balancerer og bæres af en lodret kraftig “stub” midt i møl­len.
På stubben ligger en ligeledes meget kraftig “stenbjælke”, som hele møllekroppen hænger på. Stub og sten­bjælke er stubmøllens vigtigste dele og her findes ofte indskårne navnetræk og årstal.
Stubben hænger på og støttes af kraftige skråstivere mod krydsfoden, som ofte er hævet fra terrænet med et kampestensfundament.
Hele møllen drejes op mod vinden ved hjælp af den lange svans, “stårten” (halen), som rager bagud pa møllen.
De bornholmske stubmøller havde et særtræk ved vingerne; vindfladen var forsynet med tynde træflager, “split”.
Afhængig af vindstyrken kun­ne vindfladearealet varieres ved påsæt­ning af forskelligt antal træflager.
Denne form fandtes også på de sven­ske, finske og estiske øer,
hvor møller­ne lige som pa Bornholm var ret små, men fandtes i stort antal.
De ældre stubmøller var ikke udsty­ret med megen mekanik til mel og grynbehandling,
men flere stubmøller blev i sidste halvdel af 1800tallet ombygget og moderniseret med jalousi-vinger eller sejl.
Indvendig kunne sup­pleres med små sigter og maske en ekstra kværn.
Stubmøllerne blev efterhånden fortrængt af de mere effektive og større hollandske møller,
som tillige kunne rumme mere maskineri. Omkring 1920 var der kun 4 stubmøller tilbage,
i dag er tre af disse stubmøller bevaret, og sikret ved fredning.

En hollandsk mølle kalder man også tit en “hollænder”; og navnet kom­mer ganske enkelt af,
at det er en mølletype, som blev indført fra Holland af hollandske møllebyggere i midten af l700tallet. Den samme betegnelse findes i mange andre europæiske lande.
Den første hollandske mølle vi kender her kom til at stå på Christiansø, opført 1761.
Først 30 år senere i 1793 kom den første hollandske mølle til Bornholm.
Fra midten af 1800tallet tog bygningen af hollandske møller rigtig fart.

På hollænderne er det kun hatten med vinger, som krøjes, drejes op mod vinden; på stubmøllen skal hele møllen drejes. Ordet “hatmølle” bruges også for en hollandsk mølle.
De ældste hollændere var “svans­krøjere”, dvs. at møllen havde et langt kraftigt tømmerstykke, som var fast­gjort i hattens tømmerramme, “saks­tømmeret”, og rakte helt ned til jorden (en “jordhollænder”) eller til galleriet “omgangen”, et stykke oppe på møllen (en “gallerihollænder”).

Svansen var fastholdt med stivere til krøjebjælkerne “krøjehornene”, som ligeledes var fastgjort til hattens sakstømmer, og de ragede ud på begge sider af møllen.
Hatten hvilede på en “drejering”, øverst på mølleskroget, hvor hatten kørte på “skøjter” eller rullet Selve krøjningen foregik nede på jorden eller på omgangen, ved hjælp af et spil nederst på svansen.
Fra spillet kunne et reb med en stor krog hægtes fast i store jernøjer i jorden, klippen,
eller på omgangen.

Møller med omgang havde ofte en gennemkørsel i den nederste etage, så kunderne kunne læsse varerne i tørvejr.
På Bornholm skelner man mellem en mølle der står “på fod” (møllefoden), dvs. med omgang,
og en mølle der står “på jorden”, også kaldet en jordmølle.
De hollandske møller havde større volumen end de gamle stubmøller, især de små bornholmske stubmøller.

Der var derfor plads til langt mere maskineri med kværne, valsestole og sigter.
Et andet særtræk var de lange stående aksler, som kunne strække sig gennem flere etager med vandretliggende drev, “stjernhjul”, til kværne og sigter på hver etage.
De første hollandske møller her på Bornholm var træmøller, men hoppen kunne lige så vel opbygges af sten eller mursten.
De lokale forhold med især forekomst af sandsten har været medvirkende til at der især på Syd og Østbornholm blev bygget mange møller i natursten, men også mursten blev brugt.
Træmøllerne kunne forholdsvis let flyttes, og f.eks. blev den gamle hol­landske mølle pa Christiansø solgt på auktion 1851 og flyttet til Rønne, hvor den blev kaldt Frydenlund mølle.