Jernalderen på Bornholm Muld og guld På Bornholm har man fra jernalderen (500 f.Kr. - 800) især fundet specielt mange, og store gravpladser. Måden, man begravede sine døde på, kan fortælle os, hvordan man levede. Indtil Kristi fødsel var ligbrænding, enerådende men herefter begyndte jordfæstegravskikken - hvor den døde blev gravlagt ubrændt - at vinde frem. Først ved kristendommens indførsel holdt man op med at brænde folk. Bornholm var i jernalderen i tæt kontakt til de store riger i Øst- og Centraleuropa - kelterne, romerne og germanerne. Det ser man på de mange flotte lerkar, glas, våben og smykker i gravene. En af Danmarks største gravpladser fra jernalderen blev i 1958-64 gravet ud ved Slusegård på den sydlige del af Bornholm. 1.400 grave fandt man. Allerede i 1876 havde amtmand Vedel - forgangsmand for arkæologien på Bornholm - skrevet om pladsen. Der er ca. 500 år mellem den ældste og den yngste grav (ca. 100 f. Kr. - 400 e. Kr.)! Nogle var brændt andre begravet ubrændt. En del krigere lå begravet her, bl.a. en mand med en pilespids i hovedet. Vold og krig var hverdag. En lille gruppe af gravene var meget rige på gravgaver - måske en lokal stormands familie? Guldgubberne er ikke mønter men højst sandsynligt en slags offergave eller tempelpenge. Figurerne tyder på, at man har haft tilknytning til Frankerriget i Centraleuropa (500 -700-tallet).
			Klik og få vist et detaljeret billede af de udstillede genstande. Læs mere om guldgubberne