Igennem mange år, når solen ikke var skjult bag skyer, blev de skibe og hjulkors, der var relevante for den pågældende dag, fotograferet. (F. eks. den 3. feb.). Solen kunne da ses i horisonten, stående i forlængelse af motivet. Den rette dag at gøre iagttagelsen er f. eks. dagene 3. - 5. feb., som var oldtidens store helligdage med navnet Imbulg og som i kristen tid blev til Lysmesse / Kyndelmisse.
Dagen blev senere rettet ind så den passede ind i en moderne kalender, nemlig til 2. februar, Man må huske på at bronzealdermennesket ikke kendte begreber som 2. og 3. februar. For ham begyndte en ny måned, når han kunne iagttage solen gå ned langs f.eks. et fodtegn på Madsebakke ved Allinge.

IMBULG 3. -5. februar og BELTAIN 5.- 7. maj.
Dokumentations billeder, der er taget den 3. feb. og 5. maj viser, hvad bronzealdermanden så år efter år. Om aftenen den 3. feb. kunne han se solen gå ned i forlængelse af helleristningsskibene og vide at det nu var Imbulg eller kyndelmisse som vi kalder det i dag. Ligeledes kunne han 92 dage senere se den modsatte vej om morgenen og bestemme, at nu var sommeren begyndt. Naturligvis kunne han se det på træerne, naturen var allerede begyndt at maje sig ud, men han kunne fastsætte en slags dato og festen BELTMN kunne holdes (5.-7. maj).

Fig 2. Hjulkorset på Madsebakke ses her ved Kyndelmisse, hvor den ene eger i hjulet peger mod solens nedgang. Egeren mod sydøst peger mod solens opgang den 21. december-JUL. Hjulkorset er en solkalender, omgivet af 16 skåltegn, som repræsenterer de 16 måneder, man opdelte året i. På samme måde opdelte man året i den keltiske verden. I Irland kan man på flere kalenderstene fra oldtiden se, hvordan man her ligeledes har opdelt året i 16 måneder. Lader man på Madsebakke, tre sten cirkle efter hinanden, fra skåltegn til skåltegn, dag for dag og måned for måned, vil stenene på visse dage samle sig i skåltegnene ved egerne og på de dage, kan man se solen gå ned i samme retning. F.eks. ved Kyndelmisse. Når året er slut vil alle tre stene igen være samlet, klar til at sætte i spil igen i et nyt år. Hver tredje år vil der automatisk mangle en dag for at samle den sidste sten, og den må derfor flyttes en ekstra gang og dermed er der automatisk indskudt en skuddag. Denne kalender vil fungere i uendelighed uden fejl.		Fig 3 & 4. På Madsebakke ved Allinge på Nordbornholm, ses to skibe som sigter, mod solopgang den 5. maj, billedet tv. De samme figurer sigter den modsatte vej mod solnedgang den 3. feb. Billede th.
Fig 5 & 6. På feltet Hammersholm nr.7, ligeledes Allinge ses et ristningsskib orienteret mod både solopgang 6. maj. (Billede tv). og. mod solnedgang 4. feb. (billede th.) Dette skib er fra slutningen af bronzealderen og begyndelsen af jernalderen.

På et andet felt ved Allinge som hedder Blåholthuse, er der et hjulkors og en skibsristning, der har retning mod solens nedgang ved kyndelmisse Den modsatte vej har de retning mod solens opgang den 5. maj. Da feltet er omgivet af skov, er det vanskeligt at tage foto de pågældende dage, men måling med et solkompas viser at retningen er rigtig.
På Sydbornholm ved Arnager ligger Li. Strandbygård ristningen, bestående udelukkende af hjulkors, hvoraf en ege på et af dem er rettet mod solopgang ved Kyndelmisse. Hjulkors har betydning i bronzealderfolkets kosmiske opfattelsesverden, hvor det blev betragtet både som et soltegn og et jordtegn, der opdeler året i fire årstider (Læs afsnittet nedenunder midsommer og midvinter).

BELTAIN 5. -7. maj og SAMHAIN 3. -6. november.
Oldtidens forårsfest Beltain og nytår Samhain er også koblet sammen af flere helleristninger på Bornholm. SAMHA1N blev, da kristendommen kom til landet, inddraget i kirkens kalender. I dag er det den 2. november og hedder Alle Sjæles dag og i kirken fejres dagen den første søndag efter Alle sjæles. På denne dag starter det kirkelige nytår, og ifølge gammel skik bliver navne på de personer der var afgået ved døden i løbet af året, læst op fra prædikestolen, og der tages afsked med dem den dag. Mange tror, at Samhain er Alle Helgeners dag, som er den 1. november, det er ikke korrekt. Alle Helgeners dag blev indført år 610 e. Kr. da der begyndte at blive “helgentrængsel” i kalenderen. Pave Bonifacius III indførte derfor en speciel højtid: Alle helgeners dag, hvor de helgener der ikke fik “en personlig dag” i kalenderen, kunne mindes. De døde sjæles dag ligger dagen efter den 2. november og er en dag der blev fejret siden oldtiden i det meste af Europa, dengang var dagen d. 3. november. Fra oldtiden har vi arvet troen/overtroen på at de døde må gå igen. Alle sjæles aften den 2 (3).november. Man sagde farvel til de døde som man også sagde farvel til året. Alt gik i dvale, man opfattede at naturen døde og først et halvt år senere, så menneskene, at naturen blev genfødt ved forårstid, som passer med tiden omkring 1. maj. Det er derfor naturligt, at bronzealderfolket knyttede 5. maj sammen med 3. november. Der er mange tegn på, at de troede på genfødsel og dyrkede en slags naturreligion, hvor solens daglige død i vest og genfødsel i øst indgik. Ligeledes troede man på genfødsel af mennesker, hvilket var meget almindeligt i den indoeuropæiske kultur, som vi hørte til her i norden, muligvis en slags shamanisme!
På et felt vest for Hammershus der hedder Hammersholm 25, sejler der et skib mod solopgang den 5. maj, den modsatte retning kan ikke dokumenteres, da bevoksning hindrer iagttagelse af solens nedgang.

Fig 7 & 8. På Lensklinten mellem Østerlars og Gudhjem er et felt med 7 skibe. Det ene skib sigter mod solopgang den 3. november som er Samhain, (billede tv.) Det samme skib sigter mod solnedgang den 5. maj som er Beltain, (billede th.) Billedet til højre er taget umiddelbart før solen når horisonten, hvad den vil gøre et minut senere, en smule til højre i forlængelse af skibets køl. Den pågældende aften gik solen ned bag skyerne og kunne ikke fotograferes i rette tid.

MIDSOMMER 21. juni og MIDVINTER 21. december Midsommer og midvinter var to meget vigtige dage i oldtiden. Mange af helleristningerne er orienteret i forhold til solens opgang og nedgang på disse dage. I denne artikel vil det være for meget at nævne dem alle, kun de mest interessante, hvor der er fotodokumentation, vil jeg fremhæve her. Midvinter var særdeles vigtig at fejre, man julede og ofrede dyr og afgrøder, som man spiste i fællesskab med naturens guder. Mennesket skulle hjælpe naturens mange hjul i gang, da de var gået helt i stå eller var døde. Ved at ofre, spise og drikke øl (brygget på korn), satte man de mange små hjul i gang som igen påvirkede de større hjul i naturens store urværk, for til sidst at skubbe de tre vigtigste ringe, solens ring, årets ring og genfødselsringen i gang. Naturen kunne nu begynde sin rejse mod forår for at blive genfødt. Uden at vide hvorfor, udfører vi stadigvæk de samme handlinger, når vi holder jul. Midsommer var vigtig, fordi det var synliggjort, at ofringerne ved juletid havde virket. Alting var i fuld vækst, og man kunne her se om høsten ville blive god. På Ll. Strandbygårdfeltet (se ovenfor i afsnittet 3. feb. og 5. maj) er der netop tre store og adskillige mindre hjulkors, her har bronzealdermanden måske villet fortælle hvordan han opfattede universets og naturens sindrige urværk. På Hammersholmfeltet nr. 35 og nr. 7 mellem Allinge og Hammershus, er der begge steder et skib der sigter mod solopgang den 21. juni. På Lensklinten i Østerlars peger et lille skib mod Hammeren hvor man vil se solen dale ned langs klippeskrænten, for at blive opslugt af havet ved klippens rod hvor hav og klippe mødes. Stedet er velvalgt for denne observation.

    
Fig. 9 & 10. To ristningskibe på Madsebakke ved Allinge sejler i forlængelse af hinanden, de har retning mod solopgangen den 21. december, (billede tv). I modsat retning sejler skibene mod solnedgang den 21. juni (billede th). Det ene skib har en ring oven over dækket, der markerer, at det er et solskib eller snarere solgudens skib og det andet skib bar en ring ud for stævnen som kan tolken at solen lige har forladt skibet, for at påbegynde sin natlige rejse i underverdenen. Næste morgen vil solen igen blive genfødt og tiltræde sin rejse over himlen i sit dagskib. Den samme opfattelse havde man også i Egypten på samme tid. Skibene opfylder her to formål på samme tid, nemlig at både vise midsommertid og midvintertid.

LUGNASADH 4-6. august.
På Madsebakke er der et skib og to hjulkors der har retning mod solnedgang den 4. aug. Hjulkorsene er meget skæve, det er ikke sjusk, men skyldes at egerne i hjulet har retning mod solens opgang ved midsommer og nedgang henholdsvis den 5. maj, 4. aug. og 21. juni, herved kobler hjulkorsene 5. maj, 4. aug. og midsommer sammen i samme symboler, dette ses også på
andre felter hvor hjulkorsene er skæve, feks. LI. Strandbygårdfeltet på Sydbornhohn, hvor både 5. maj og 4. august er repræsenteret med et hjulkors og en linie mellem to skåltegn, her kan solen ses stå op og gå ned i forlængelse af disse linier.

Efterår og forårs jævndøgn 20. marts og 23. sept.
På det før omtalte Ll. Strandbygårdfelt ved Amager på Sydbornbolm, er der blandt de 11 hjulkors et af dem, som har den ene ege rettet mod sol op og nedgang ved forår og efterårsjævndegn, den anden
ege går nord - syd retning. På Blåholthus ristningen er et hjulkors orienteret mod solen om morgenen se (fig. 11).

SAMRAIN 3.-6. november
På det ovenfor omtalte felt på Lensklinten, nævnes et skib havde retning mod solopgang 3. nov. og nedgang 5. maj. På Strandbygardfeltet, Sydbornholm har et hjulkors en eg rettet mod solnedgang den 3. november, den anden ege går nord-syd, hjulkorset ser derfor skævt ud. På det nyopdagede Sandvigfelt er et hjulkors, hvis ene ege peger mod solopgang den 3. november, som er Samhain. Af de øvrige figurer på Sandvigfelet, som består af 14 skibe i alt har de 10 retning mod nord og for nogles vedkommende fra 4-10° vest og øst for nord, muligvis Nordstjernens position i oldtiden. Det samme ses på Ll. Strandbygardfeltet, her har flere af hjulkorsenes ene ege retning mod nord, ligeledes 4-10° fra nord. Strandbygardfeltet er specielt i forhold til de andre helleristninger vi har på Bornholm. Feltet består udelukkende af hjulkors og skåltegn, medens andre felter har et bredere udvalg af motiver så som skibe fødder og dyr. Som astronomisk kalender, skiller Strandbygårdfeltet
sig også ud fra de andre felter, idet de fleste af hjulkorsene ikke har retning mod solens opgang og nedgang på de her i artiklen omtalte oltids-helligdage. Det kan skyldes, at hjulkorset ikke er et sol symbol, men et jord/modeljord symbol. Det er derfor månens og stjernernes position, de har retning imod, og her er det helt andre retninger og dage der er i fokus (månekalenderen).

Fig. 11. Få km fra Allinge til højre for vejen mod Hasle, ligger feltet Blåholthuse. Blandt de 11 skibe er der to hjulkors, hvoraf det ene sigter mod solopgang ved forår og efterårsjævndøgn (billedet). Hjulkorset til højre sigter mod solopgang den 5. maj som også et af skibene gør. 4 skibe har retning mod et punkt nogle grader vest for nord, som var Nordstjernens position en gang i døgnet på oldtidens nattehimmel.

På de ovenfor omtalte Helleristnings felter, er det nogle af ristningerne, der er ikke sol orienteret, men som er fokuseret på månens opgang og nedgang, når den står i dens nordligste position. Denne måneposition kan ses nogle f! gange om året. Andre figurmotiver peger mod det sted, hvor Nordstjernens position var for 3000 år siden. Denne stjerne har ikke altid haft den samme position. I bronzealderen var stjernen i bevægelse og cirklede omkring det nordlige punkt på himlen i modsætning til i dag, hvor den er fast placeret i dette punkt. Udover bronzealderens helleristninger, har skibsrøserne, som også er fra bronzealderen, retning mod sol op og nedgange de samme oldtids helligdage. Skibsrøser er grave, bestående af en bunke sten formet som skibe, sikkert beregnet til samfundets høvdinge. Her kunne de sejle i deres dødeskibe mod genfødsel, på samme måde som solen sejlede i sit natskib mod genfødsel ved morgengry. I Vestermarie plantage som ligger vest for statsskoven Almindingen, er der tre felter med skibsrøser. Det vestligste felt har et skib, som sejler stik øst - vest, altså et forår og efterårsjævndøgns skib. Få hundrede meter nord øst for vestfeltet ligger Enesbjerg også kaldet Galgebakken. Her er der to skibsrøser, et stort og et lille. Begge har retning mod midvinter solopgang den 21. dec. og den modsatte vej mod midsommer solnedgang. Syd for Enesbjerg er et felt med fem skibsrøser, et med retning mod solopgang den 3. feb. Kyndelmisse/lmbulg, og den modsatte vej sigter de mod Solnedgang den 4. aug. Lughnasadh. To skibsrøser har retning mod solopgang den 3. nov. Samhain, den modsatte vej sigter de mod solnedgang den 5. maj Beltain. De to sidste skibsrøser afviger med 6 til 10, hvad jeg umiddelbart ingen forklaring har på. På andre røsefelter ses de samme forhold, men skal ikke her nævnes da det bliver for omfattende, og de er ikke godt nok dokumenteret endnu. Den seneste forskning har vist, at de samme Oldtidshelligdage har været hædret helt tilbage til bondestenalderens begyndelse 4000 £ KrF. altså 2500 år før bronzealderens begyndelse. På Rispebjerg der ligger på Sydbornholm, har udgravninger og den nyeste teknik “magnetskanning” afsløret et stort rituelt anlæg fra tidlig bondestenalder 3600 f. KrF. med adskillige woodhenge. Woodhenge er stolpecirkler med 8-10 lodret stående stolper, sandsynligvis beregnet til rituel brug, muligvis en slags templer. I England er der fundet flere af den slags woodhenge i omegnen af Stonehenge, som er en stencirkel af 50 tons store lodret stående sten. Den menes at være opført i Englands Bondestenalder 2500 f. KrF. Disse Woodhenge menes at være forløberne for Stonehenge og værende omtrent samtidig med anlæggene på Rispebjerg. Målinger har vist at Stonehenge er orienteret i forhold til solens opgang, således at man kunne og som stadig kan ses, solen stå op langs sigtelinier mellem de store stene ved midsommer og tilsvarende vigtige dage i løbet af året, en slags kalender.

På Rispebjerg har undersøgelser vist, at man kan se solen stå op og gå ned langs sigtelinjer. Mellem de nylig, anbragte stolpemarkeringer ses her solen gå ned ved midsommer, disse markeringer er placeret over det sted hvor stolperne var placeret i stenalderen. Fire cirkler er på denne måde orienteret i forhold til midsommer solens op og nedgang.
 

Fundene og forskning på Rispebjerg er så ny, at ikke alle retninger er undersøgt, men retningen mod 3. november solopgang kan ses i en af cirklerne, og som ovenfor nævnt, er det en meget vigtig dag, hvor man tog afsked med de døde. Ligeledes er solopgang ved midsommer iagttaget mellem stolperne og markerer dermed en vigtig retning. Denne retning, har den samme retning, som de langt senere fremstillede helleristnings skibene.

Jættestuerne er også fra tidlig bondestenalder 3200 f. KrF. To af de Bornholmske jættestuers indgang har retning mod solens opgang den 3. november. Sidder man på denne dag om morgenen inde i jættestuen, vil man kunne se solen stå op i forlængelse af udgangen. At markere retningen denne dag har været vigtig. Efter denne dag har de døde haft mulighed får at blive genfødt, og retningen ud til de levende er derfor markeret. Resten af jættestuerne har retning henholdsvis mod en position få grader nord og syd for jævndøgns solopgang, midvinter solopgang og mod syd. Ingen har retning mod vest og nord og jættestuernes udgang er derfor hovedsageligt solopgang orienteret.

Mange spørgsmål er stadig uopklarede. For eks. er nogle af skibenes retning uforståelig samt også mange af skåltegnene der ligger på linie. Nogle retninger er orienteret mod stjernebillederne Plejadenie og Orions bælte, som består af tre stjerner. Også her er det stjernernes op og nedgang i horisonten der sigtes mod. Det er et uhyre kompliceret aspekt ved helleristningerne, som arkæologerne har svært ved at overskue, oldtidsfolket har ikke efterladt nogen brugsanvisning i forståelsen af helleristningerne. Det virker, som om det i hvert fald var vigtigt for befolkningen i området at kende nogle helt nøjagtige tidspunkter på året, hvor det var afgørende at fejre f.eks. de døde eller genfødsel, samt vinterens afslutning. vårens komme, Høsttid m. m.

Ved kristendommens indførsel blev den kristne kalender indført med de svagheder, den havde. Blandt andet var der ingen skuddag og efter flere hundrede år, var det nødvendigt at korrigere kalenderen for at få tiden til at passe til virkeligheden. I oldtiden var det ikke nødvendigt at korrigere nogen kalender, da man udelukkende brugte solen til at bestemme dagene, men denne viden blev gradvis glemt, og kun ti af oldtids helligdage blev taget ind i kirkelig sammenhæng, som det er tilfældet med Kyndelmissen og Alle Sjæles søndag. Man gav blot dagen et nyt navn. Gradvis blev IMBULG og SAMHAIN sammen med de andre dage glemt og kun bonden og hans nedarvede bevidsthed om kyndelmisses betydning, er overlevet i folketroen.