Nyt fra Madsebakke feltet på Nordbornholm

Tekst og billeder af Mogens F. Jensen

I sommeren 2008 blev der på en klippe nær hovedfeltet på Madsebakke fundet nye helleristningsskibe. Det var i forvejen kendt at klippen havde helleristninger, idet der for ca. ti år siden, på den øverste del, blev registreret små runde fordybninger med en diameter på ca. 4-5 cm. Disse fordybninger, som kaldes skåltegn, regnes hovedsageligt at stamme fra bronzealderen og menes at være frugtbarhedstegn, genfødselsmærker, soltegn m.m.
Klippens sydvendte skråning, som kaldes Madsebakke 6b, var dækket af et op til ti cm tykt lag muld og rødder, der blev ryddet af arkæolog Michael Thorsen fra Bornholms Museum. Han konstaterede, at der var mindst to skibe på den nylig afrensede flade og muligvis et par andre figurer. Allerede samme aften beså undertegnede stedet, og i aftensolens skær, der kastede skygger i helleristningernes furer, så jeg ti – tolv skibe og noget, der lignede et svastika/hagekors.

Ved nærmere studier, blandt andet ved hjælp af kalkeringsteknik (frotage som det kaldes), viste det sig, at en del af skibene var omgivet af en figur, der ligner en slange med et rejst hoved klar til hug ( fig. 2 grøn figur). Hovedet og den forreste del af slangen har samme facon som stævn på mange helleristningsskibe. På Brogårds-ristningen, der ligger et par km. derfra, ses eksempelvis den slags skibsstævne, men så hører sammenligningen også op, for resten af figurens fure fortsætter og snor sig videre ned over klippen til to andre skibe, hvor slangens krop lige berører det ene skibs stævn, der har samme form som slangens hoved.

Slangens bagkrop fortsætter hen over stævnen af et mindre skib med to skåltegn ombord og videre mod bagpartiet af samme skib, her tager slangen en snoning nedad og derefter op, hvorefter slangens krop krydser sin egen krop tre gange før den når op til bagpartiet af et lille skib, der ligger umiddelbart over slangens forkrop og bag dens hoved. Dette lille skib (fig. 2. blåt skib), der har en meget høj forstævn og som rager meget bagud, er koblet til slangen med fire korte furer, der går på tværs af slangens krop og skibets køl. Disse tværfurer må være spanter og mandskabsstreger. Spanter bruges stadigvæk i skibe og både og er kendt så langt tilbage som fra vikingeskibene og Hjortespringsbåden. Sidstnævnte er fra jernalderens begyndelse (350 f.kr.) og dermed kun fem hundrede år yngre end omtalte ristninger.
At koble det lille skibs skrog med slangens krop er en bevidst handling. Derved gøres slangen til en del af skibet og omvendt. Man kan i mytisk fortælling sige, at skibet er på eller i slangen og at skibet styres af slangen, dette kan betragtes som en metafor af en søslange. Det leder tanken hen på myten om Midgårdsormen.
At forbinde skibe med orme var kendt i vikingetiden. Navne på skibe som ´´Ormen den lange´´ og ´´ormen den korte´´ samt at kalde skibene ´´drager´´ er sikkert meget ældre end vikingetiden. Hvor langt tilbage den slags udtryk blev brugt er uvist, men helleristningerne med de umiskendelige slangeformede skibe indikerer, at begrebet stammer helt tilbage fra bronzealderen.
 

Ser vi ud over vores snævre nordiske horisont og tager til Egypten, finder man slanger overalt på væggene i kongegravene ved Luxor og på papyrus bøger/ruller. Flere steder ser man slanger, der snor sig om skibe og endda værende ombord på skibene. En af myterne er fortællingen fra Portenes bog, om solguden Ra´s tolv timers natlige rejse gennem dødsriget, fra solnedgang til solopgang. På flere motiver ser man solguden siddende eller stående på sit natskib sejlende gennem et farefuldt hav, under skibet snor slangen Apophis sig, denne slange er både destruktiv og livsopbyggende af natur. Slangen er klar til at angribe solguden og hans skib, med sig i skibet har solguden andre guder, der med knive og spyd, skal hjælpe med at dræbe slangen, og tre gange skal slangen Apophis besejres før morgengry (Fig. 3). Sker dette ikke, vil solen ikke stå op og alt vil uddø på Jorden. Denne myte kan minde om skibene med slangen fra Madsebakke 6, begge steder er der en slange, der optræder i forbindelse med skibe og motivet kan være en nordisk parallel til den Egyptiske dødemyte: Solen sejler hen over himlen i sit dagskib til solnedgang og videre med sit natskib gennem dødsriget til solopgang, hvor solopgangen blev opfattet som en genfødsel.
Skåltegn i forbindelse med skibe tolkes ofte som værende et symbol på solguden og dens solskib. På Madsebakke 6 feltet, er et stort skåltegn anbragt ud for bugen af slangens ene bugtning (fig. 2.). Dette kan opfattes som et solopgangsmotiv, nemlig tidspunktet umiddelbart før solgudens opstigning i den østlige horisont om morgenen. På samme måde berettes der i Portenes bog 12. time. I stedet for et skåltegn, er solguden her markeret med en rund skive foran genfødselsslangen, i selskab med en skarnbasse der skal hjælpe solen det sidste stykke fra horisonten og op på himlen (fig. 4.). Motivet på Madsebakke 6 med skibet og slangen, kan både forestille den natlige kamp med slangen i 7. time og også genfødselsøjeblikket i 12. time. På Madsebakke 6 er slangen og solskibet ikke alene, men er ledsaget af tre skibe. I portenes bog i Ægypten, sejler solgudens skib heller ikke alene, men ledsages af adskillige mindre skibe med underverdenens hjælpeånder ombord, der skal assistere under den natlige færd. Over slangen og det føromtalte lille skib på Madsebakke 6 feltet (blåt skib i fig. 2.), er der endnu et lille skib med høj kølforlængelse (hvidt skib i fig. 2). Dette lille skib er forbundet med skibet og slangen ved en fure, der rager op fra dækket, og som sikkert er en mandskabsfigur eller i egyptisk terminologi en hjælpeånd. Denne mandskabsfigur griber fat i det underliggende skibs lange stævnforlængelse og hjælper skibene med at holde kursen. Slangen og skibene er ved denne handling sammenkoblet til et motiv.

Da der er stor ensartethed i motiverne, både på Madsebakke 6 helleristningen og i kongegravenes dødebøger, som Portenes bog er en del af, ser jeg det som værende den samme myte. På grund af afstand, tid og miljømæssige forskelle, kan historien meget vel have ændret sig fra sydens lande til norden, men grundsubstansen og billedmotivet vil være det samme og ville i oldtiden være forståelige for både en nordisk og en egyptisk person, hvad enten det var på klippen på Bornholm eller i kongegravene i Egypten.
Vi levede ikke isoleret her i norden, men havde en livlig vareudveksling med de sydlige lande og naturlig nok udvekslede vi også samtidig ideer og kultur med dem. Kulturelle/religiøse ideer har derfor haft mulighed for at vandre fra Egypten til Norden og nordiske tanker har vandret den modsatte vej til Nilens land.
Til venstre og ovenfor slangemotivet på Madsebakke 6 feltet, er to skibe bestående af en enkel fure med let opsvungne stævne, og til venstre for det øverste skib er en figur placeret, der ligner et svastika. Svastikaet/hagekorset er et meget gammelt symbol, F.eks. brugt i Irans kobberalder 3000 år f. kr. (Elam). I oldtidens Grækenland ses det som udsmykning på f.eks. keramik og som skrifttegn i den minoiske kultur 1400 år før Kristi fødsel, altså samtidig med vores bronzealders begyndelse. I norden er der fundet mange genstande fra Bronzealderen prydet med svastikaer. Svastikasymbolet har været brugt af næsten samtlige folkeslag på Jorden, fordi Svastika betyder lykke, og det skal antagelig symbolisere naturens kredsløb og solens gang over himlen samt livets udvikling.


Nederst mod sydøst på samme klippe som slangen, findes et skib med noget, der kan være en åre ragende ned fra skibet (fig. 1). Denne type skibe findes tilsvarende på et felt kun 100 meter derfra og på dette nærliggende felt har nogle skibe også en bananlignende facon. Skibet er muligvis blot en båd med et soltegn på den opsvungne stævn i form af et skåltegn. Et ufærdigt skib er placeret længst mod øst i feltet, adskilt af fem skåltegn fra de andre motiver.
Seks meter mod vest på samme sydvendte klippe, er der to skibe. Det ene består af en meter lang fure med stævn i begge ender og en retningsstabilisator i østenden, altså et natskib da det sejler mod venstre. Over skibet i midten er der anbragt et skåltegn. På hovedfelt Madsebakke 1, der ligger et par hundrede meter syd for denne ristning, ses en tilsvarende måde at markere et solskib, her er solen markeret med en lille ring i stedet for et skåltegn, placeret både foran og over skibet.
Det andet skib er blot to paralleltløbende buede furer med et skåltegn for enden af den underste fure, det er sandsynligvis også et solskib, med solen som stævnmærke.
Inden for få år er der fundet fire helleristninger i området omkring hovedfeltet Madsebakke 1, et af dem er Danmarks næststørste helleristningsfelt. I sommers afslørede aftensolen to nye skibe på selve Madsebakke 1, stedet er ellers veldokumenteret. På dette østlige sted af klippen, så jeg for adskillige år siden et lille skib samt 22 skåltegn. I år viste det sig, at de have selskab af yderligere to skibe, dog noget ødelagt af forvitring, som klippen præges af. Det viser, at man kan finde flere helleristninger i området og også på steder, hvor man mente, at der ikke var mere at komme efter. Nye undersøgelser er derfor altid nødvendige, klippen kan gemme herligheder, der ikke så let lader sig afsløre.