Tilbage

De underjordiske

Der findes mange fortællinger om underjordiske på Bornholm. De er små menneskelignende væsner, der især bor i øens gravhøje. Her gemmer de guld og andre skatte, som de vogter. Underjordsfolket har en konge, som hedder Ellestingeren eller Ellekongen. Aa Kirkes degn, Rasmus Pedersen Ravn, omtaler i “Borringholms Krønike” fra 1671 som den første Ellekongen og hans folk.
Ifølge andre sagn er underjordiske hæderlige folk. De holder altid en aftale og leverer altid tilbage hvad de har lånt af menneskene. De kan dog finde på at bytte et udøbt menneskebarn med et af sine egne, og de kan blive vrede, hvis man ikke vil hjælpe dem. Skader man dem eller tager deres ejendele, kan de tage voldsom hævn. I en fortælling fra Nyker døde en familie af sult, da de ikke ville låne bagetruget til de underjordiske. 
Nogle af sagnene er urgamle, men underjordsfolkets rolle ændrer sig med skiftende tider. I 1600-tallet mente man, at de underjordiske havde en hær, der holdt eksercits om natten på bestemte steder. De små grå soldater havde bøsser præcis som menneskene og skød med vættelys. De hjalp bornholmerne mod den svenske landgang i 1645 - men forhindrede den dog ikke! 
“De gamle Oldinge giver fore, at her under Jorden paa Landet skal være en Ellekonge, hvilken skal være hørt med Pibe og Tromme at have mønstret sit Folk, synderligen naar Krig, Fejde og Uvenner ere forhaanden. Denne skal ikke vel lide, nogen verdslig Konge her maa blive længer end udi 3 Nætter. Dette maa tro hvo tro vil.”
Rasmus Pedersen Ravn i “Borringholms Krønike”, 1671.

Bål på Galløkken

På Bornholm kender man til ca. 20 anklager for trolddom fra 1500- og  1600-tallet. Ofte var det betydningsfulde folk, som stod for anklagerne. Sagerne handlede gerne om personlige konflikter, sygdom eller økonomiske problemer. 
I en del af de bornholmske sager blev de anklagede frikendt på herredagen i København. Herredagen var øverste myndighed i sådanne sager. Man kender dog til flere dødsdomme for trolddom. Blandt de henrettede var to mænd.
En af lederne af opstanden i 1658, Peder Olsen, blev i 1648 anklaget for trolddom i forbindelse med en konflikt med lensmand Ebbe Ulfeldt. Han blev dog frikendt.
I 1651 anklagede den 23-årige Jens Kofoed sin amme Anne Boel for trolddom. Jens Kofoed var raget uklar med en karl på faderens købmandsgård. Da det senere gik skævt på gården, mente Jens Kofoed, at Anne Boel havde øvet trolddom i ledtog med karlen.
Efter datidens opfattelse arbejdede troldfolk ofte sammen i “roder”, dvs. laug. Under retsagen mod Anne Boel blev hun derfor tvunget til at anklage mindst fire andre ”trolddomsfolk”. - En af kvinderne blev brændt levende. En klarede frisag. En begik selvmord ved at springe i en brønd, men blev frikendt efter sin død. Den sidste døde i fængslet, og hendes krop blev brændt på bålet sammen med Anne Boel. Det skete i Rønne – højst sandsynligt på Galløkken - den 6. juni 1652.

Troldfolk

1600-tallet var heksebrændingernes tid. I alt kender man til ca. 1000 henrettelser for trolddom i Danmark, de fleste fandt sted i første halvdel af 1600-tallet. Både mænd og kvinder blev anklaget, men de fleste anklagede var gifte kvinder omkring 50 år eller mere.

Forordningen “Om Troldfolck oc deris Medvidere” kom i 1617. Trolddom var allerede blevet forbudt i Jyske Lov i begyndelsen af 1400-tallet. Fra 1617 blev det nu også forbudt at mane og signe, hvilket blev brugt til at helbrede dyr og mennesker. 

Tortur forekom, selvom en bestemmelse fra 1547 fastsatte, at man ikke måtte underkaste mistænkte ”pinligt forhør” før de var dømt, samt at “udædiskede” vidneudsagn ikke måtte bruges. Nogle hekse blev halshugget før de blev brændt. 

De mange anklager og sager mod troldom skal ses på baggrund af den kraftige religiøse disciplinering i 1600-tallet. Kun kirken og bibelen skulle være en autoritet til forklaring af livets sammenhænge. Troen på og udøvelsen af trolddom blev derfor anset som farlig. Kampen mod trolddom handlede også om viden og uddannelse mod folketro.