Tilbage

På slottet

Landshøvding Johan Printzensköld flyttede ind på Hammershus sammen med sin kone Anna Hård af Segerstad og deres fire børn - et femte barn var på vej. På borgen fandtes en herskabsfløj, men den var i dårlig stand. En del af tiden måtte familien opholde sig på lensmandsgården Simblegård i Klemensker.
Den morgen, bornholmerne stod neden for Hammershus, var Anna Hård på slottet. Borgporten blev åbnet, man kapitulerede for at redde livet på hendes mand. Vi kan kun gætte os til Anna Hårds reaktion, da det viste sig, at han allerede var død. Bornholmerne satte vagt ved hendes bolig, for at undgå at nogen forgreb sig på fruen. 
Efter sin mands død sad Anna Hård i fangenskab i knapt et år, hvorefter hun vendte tilbage til familiens gods Prinsnäs i Småland. Sønnen Jacob blev født og døde under fangenskabet. Anna giftede sig siden med en anden officer.

Med svenskernes overgivelse af Hammershus var borgens tid forbi. Udviklingen af tunge kanoner havde gjort middelalderborgen værdiløs. Efter at Bornholm var blevet Danmarks enlige forpost mod øst, var der behov for nye forsvarsværker til støtte for flåden. Derfor påbegyndtes befæstningen af Christiansø i 1684. Et stort befæstningsanlæg blev planlagt omkring Rønne, men kun kanontårnet Kastellet blev opført 1687. 

På Hammershus hentede bornholmerne byggematerialer, indtil borgen blev fredet i 1822. Ruinen havde fået ny værdi som nationalt mindesmærke.

Det svenske styre

29. april 1658 ankrede et par skibe op ud for Sandvig. Om bord var Johan Printzensköld, som var blevet lands- og slotshøvding over Bornholm. Med sig havde han 116 mand - 84 var soldater. Styrken overtog det gamle og temmelig umoderne slot Hammershus.
Printzensköld var en dygtig soldat, som var blevet adlet for sine indsatser i de svenske krige i Europa.  Nu skulle han ikke føre krig, men administrere Sveriges nye ø. Den opgave tog han lige så alvorligt.
Bornholm og Skåne havde i 1658 endnu sin egen lovgivning, Skånske Lov. I Roskildefreden stod, at denne lov stadig skulle gælde under svensk styre.
I første omgang skulle svenskerne lære øen at kende. Printzensköld sendte breve hjem til kongen om forholdene. Meningen var at finde ud af, hvor megen skat og hvor mange soldater Bornholm kunne levere. 
Øen var hårdt ramt af pesten fire år tidligere. Printzensköld forsøgte derfor så langt han kunne at mildne de skattekrav, han fik bud om fra kongen. Den tid svenskerne var på øen, inddrev de betydeligt mindre skat, end den danske lensmand havde inddrevet året før.
For den menige befolkning var det næppe nogen dramatisk omvæltning at komme under svensk styre. Man havde helt andre bekymringer.

(ca. 1615-1658)

Det store maleri er en kopi efter original fra 1649. Malet af slægtens sidste led Carl Printzensköld i 1899. Nu på Bornholms Museum.
28. marts 1658 blev oberstløjtnant Johan Printzensköld udnævnt som lands- og slotshøvding på Bornholm, den svenske konges øverste repræsentant. Først 29. april gik han i land på Bornholm sammen med en svensk styrke på 116 mand. Med sig til Bornholm havde han sin hustru, Anna Hård af Segerstad (ca.1621-1692). 
Man ved ikke meget om Johan Printzensköld. Det menes, at han blev født ca. 1615 som søn af præsten Jakob Printz.

Efternavnet Printzensköld kom til, da han i 1649 blev adlet for sin krigs indsats i svenske krige i europa. En historie fortæller, at han skulle have forhindret, at den svenske kronprins Karl Gustav blev taget til fange. Med adelstitlen fulgte også gården Prinsnäs ved Jönsköping i Småland. 
Printzenskölds kiste stod først i Rønne Kirke. I 1660, i forbindelse med den endelige fredsaftale, blev den overført til Sverige. Anna Hård var med børnene i efteråret 1659 rejst fra øen.
Slægten Printzensköld er i dag uddød.