Tilbage

Angreb!

I 1658 havde bornholmerne i frisk erindring, hvordan svenske tropper 13 år tidligere havde hærget øen under den svensk-danske krig som kaldes “Torstenssonfejden”.

I juni 1645 sejlede en større svensk flåde ind mod Nexø. Nogle af byens indbyggere havde året før dristet sig til at kapre et mindre svensk fartøj, som uheldigvis stod under kommando af den berømte generalmajor Wrangel. Han lod ikke den slags passere ustraffet.

Svenske tropper gjorde landgang ved Malkværn Skanse nord for Nexø, og byen blev plyndret. Den bornholmske milits var utrænet og dårligt organiseret. Lederne indså formentlig hurtigt svenskernes overmagt og kapitulerede. Derefter var det enkelt for de svenske tropper at indtage Hammershus.

Ved fredsslutningen i Brømsebro i august 1645 ville svenskerne beholde Bornholm, men det modsatte den danske konge sig. De svenske tropper forlod øen - men forinden udsatte de indbyggerne for en langt mere brutal behandling end tilfældet var i 1658.

Flere af oprørerne fra 1658 – bl.a. Peder Olsen - var med til at kapitulere til svenskerne, og blev tiltalt for forræderi. Det lykkedes Peder Olsen at klare frisag, bl.a. ved at henvise til sin enfoldighed!

Det store forlis

4.- 5. december 1678 drog en snestorm over farvandet syd for Bornholm. Sigtbarheden var dårlig. Tidligt på natten kom en konvoj af svenske skibe ud af kurs og gik på grund ved Sose Rev syd for Rønne.
Der var så mange fartøjer, at de bornholmske strandingsvagter troede, det var en invasion! Militsen blev samlet med den gamle “opstandshelt” fra 1658, Jens Kofoed, som en af lederne. Han talte for at de svenskere, som dukkede op på stranden skulle massakreres, men han fik ikke sin vilje ført igennem.

De skibsbrudne var ikke kun soldater, men også deres familier, altså kvinder og børn. Det var den svenske styrke i Pommern, som havde trukket sig tilbage. De var afsejlet i al hast fra Peenemünde på den tyske østersøkyst, og havde kurs mod Karlshamn og Kalmar. De første syv skibe nåede at få lagt kursen om, men de følgende 17 skibe tabte kontakten med de forreste og fortsatte ind på sandbankerne. Nogle sank med det samme, andre blev hurtigt slået til vrag. Militært udstyr og mængder af civilt husgeråd blev spredt, en del blev bjærget, men meget blev havets bytte.

Ca. 1500 mennesker druknede. Lige så mange blev reddet i forkommen tilstand og skulle huses og bespises. De fleste blev sat til at arbejde for føden, men det var en vanskelig situation. Bornholmerne led fortsat under misvækst og sygdom. Soldaterne og det militære udstyr blev overført til København.

Havet

På Bornholm har havet til alle tider været vejen til omverdenen. I 1600-tallet var øen ikke isoleret, men tværtimod i nær kontakt med Skåne og København. Der blev også sejlet til havne i andre dele af Østersøen. Mange af oprørsmændene fra 1658 var købmænd eller skippere, altså selv involveret i handel og sejlads.

I 1600-tallet var der ingen større havne på Bornholm. Mindre både, der ikke stak dybt, var derfor det mest almindelige. Større skibe ankrede op på reden, og med mindre både roede man varer og passagerer i land. Vandvejen var også den lokale transportvej mellem de bornholmske købstæder. 

Importvarer var f.eks. jernvarer, salt, sukker og træ til bygningstømmer. Især korn, smør og levende kreaturer blev udført.

Storm var en stadig trussel mod trafikken, og en isvinter kunne lukke havet i månedsvis.

At havet var en barsk herre, viser de mange vrag, der ligger rundt om Bornholm. I dag kan man stadig vandre på redningsstierne lang kysten, hvorfra skibe i nød blev opdaget og besætningen undsat, når det var muligt. Utallige menneskeliv er dog gået tabt.