Tilbage

Bønder og byfolk

Omkring 1658 havde Bornholm en befolkning på omtrent 8.000. Pest, misvækst og krig havde gjort sit indhug. Ved folketællingen i 1710 var der 14.298 indbyggere.

Langt de fleste bornholmere boede på landet. Gårdene lå spredt, der fandtes ingen landsbyer med dyrkningsfællesskab, som kendes i resten af Danmark. Bønderne var enten selvejerbønder eller fæstebønder, som boede i vornedgårde ejet af kronen. Nogle få store gårde i hvert sogn skilte sig i rigdom og levevis ud fra de andre, men Bornholm havde ingen adel.

Bornholm blev styret af et landsting, fire herredsting, fem byting og et birketing i Allinge-Sandvig. Byerne var indtil 1660 selvstyrende med ret til at vælge egne borgmestre og byting. Siden fik byerne kongeligt udnævnte byfogeder.
Rønne var den største by efterfulgt af Nexø og Hasle. I de små købstæder ernærede man sig hovedsageligt som håndværkere, bønder eller købmænd med egne skibe. Nyheder og indtryk fra den store verden kom med skibene, der ankrede op ved havnene.

Ifølge bornholmsk skik nedarvedes gården til den yngste søn, som kaldtes gårddrønten. Det betød, at de ældre sønner ofte tog hyre som søfolk og sejlede på verdenshavene. Mange vendte siden tilbage og slog sig ned som købmænd og redere i byerne.