Seneste opdatering  24. november 2009

Åben alle sider som en pdf-fil til udskrivning

1 2 3 4 5 6  Se udstillingssiderne


1658 – BORNHOLM BEFRIER SIG SELV
Drabet på den svenske kommandant Johan Printzensköld i Rønne 8. december 1658 var startskuddet til den bornholmske frihedskamp. Begivenheden førte til befrielsen fra det svenske styre på øen, som var blevet indført tidligere på året. Set med svenske øjne var den bornholmske opstand et voldeligt, politisk oprør mod et lovligt styre – en terrorhandling. Men hvorfor var Bornholm blevet overtaget af Sverige, hvem dræbte Printzensköld, og hvad skete der videre, da Bornholm igen blev dansk?

Svenskerne kommer
Danmark førte krig mod Sverige i årene 1657-58. Denne krig kendes i Danmark som 1. Karl Gustav-krig, efter navnet på den svenske konge. Karl Gustavs hære tilføjede Danmark et knusende nederlag, som førte til den hårde Roskildefred i februar 1658. Her blev det fastlagt, at Danmark skulle afstå Skåne, Bornholm (som var en del af Skåneland), Halland og Blekinge til Sverige. Bornholms overgang fra Danmark til Sverige var fastsat til 15. marts.

Som den svenske konges øverste repræsentant på Bornholm udnævntes 28. marts oberstløjtnant Johan Printzensköld. Han ankom sammen med en svensk militærstyrke på 116 mand til Bornholm 29. april. Til sammenligning havde Bornholm en befolkning på omtrent 8.000.
 

Johan Printzensköld (ca. 1615-1658)
Man ved ikke meget om den mand, der blev udnævnt til lens- og slotsfoged over Bornholm. Det menes, at han blev født omkring 1615 som søn af en præst ved navn Jakob Printz. Med sig til Bornholm havde han sin hustru af andet ægteskab, Anna Hård af Segerstad, og deres fem små børn. Myten om Printzensköld som en brutal tyran er i 1900-tallet blevet afkræftet af den kritiske historieforskning. Det fortælles, at det fornemme efternavn skyldtes, at han adledes for sine fortjenester under den europæiske religionskrig, der er kendt som Trediveårskrigen (1618-48). Under denne krigs kamphandlinger skulle den senere svenske konge, Karl 10. Gustav, være blevet taget til fange af to fjendtlige ryttere, der hastede af sted med ham til deres egne linjer. Dette blev imidlertid bemærket af den senere Printzensköld, der straks satte efter bortførerne. Det lykkedes ham at dræbe dem begge, hvorved Karl Gustav blev befriet
En af de få gengivelser af Printzensköld er et oliemaleri af ukendt kunstner, der forestiller svenskeren i halvfigur, og som nu om stunder befinder sig i svensk privateje. I 1899 blev det kopieret af den sidste efterkommer Carl Printzensköld, og hænger nu på Bornholms Museum.